Danmark vandt vanvittigt drama

To sekunder før tid fyrede Lasse Boesen en underhånd i mål, og så kunne de danske spillere gå amok i en sand jubelrus efter en sejr på 37-36 over Serbien ved VM i håndbold.

Danmark fik ellers en katastrofal start på kampen. Forsvaret var slet ikke på plads, og i målet var det en skidt Kasper Hvidt, der spillede langt under vanligt niveau. Efter godt et kvarters spil havde Serbien haft 14 afslutninger, og på måltavlen stod der 14-6 til Balkan-landet. De serbiske skytter Momir Ilic og Mladen Bojinovic scorede nærmest efter behag fra distancen.

Ved pausen var Danmark bagud 22-16 til Serbien, der helt som forventet lagde en aggressiv forsvarsstrategi for dagen.

Efter pausefløjtet fortsatte serberne med at være dominerende og kom foran 29-23. Danijel Andjelkovic havde endda overskud til at slå den danske forsvarsgeneral Lars Jørgensen i halgulvet under et returløb. Serbien kom trods undertal foran 30-23, men så var det som om, kræfterne slap op hos de bærende spillere på holdet.

Efter godt 48 minutters spil fik Danmark første gang i kampen kontakt, da Lasse Boesen - der havde overtaget Lars Christiansens plads på venstrefløjen - kunne score det syvende danske mål i træk og udligne til 30-30. I målet begyndte unge Niklas Landin også at redde bolde, og tolv minutter senere sendte Lasse Boesens underhånd - efter serberne havde ramt overliggeren i den anden ende - så modstanderne grædende ud af hallen i Porec.

Med sejren har Danmark fire point efter to kampe i gruppe D og står nu med gode muligheder for at sikre sig en gunstig position i mellemspillet.

VM gruppe D, mænd (fra Ritzau):

Serbien-Danmark 36-37 (22-16)

Danmark: Hans Lindberg 8, Lars Christiansen 6, Mikkel Hansen 6 (1), Lasse Boesen 5, Michael V. Knudsen 4, Thomas Mogensen 3, Mads Nielsen 3, Bo Spellerberg 2.

Serbien: Momir Ilic 10 (3), Mladen Bojinovic 8, Aleksandar Stojanovic 5, Ratko Nikolic 4, Zarko Sesum 3, Danijel Andelkovic 3, Rajko Prodanovic 2, Alem Toskic 1.

Udvisninger: Serbien 8, Danmark 4.

Tilskuere: 3.500.