Magnussen og Formel 1-feltet tager afsked med Jules Bianchi

16x9

Formel 1-feltet og resten af motorsportsverdenen vågnede lørdag morgen op til en nedslående meddelelse.

Den franske racerkører Jules Bianchi døde fredag, efter at han den 5. oktober sidste år var involveret i en voldsom ulykke på Suzuka-banen i Japan.

Den triste besked blev offentliggjort af familien på Facebook og Twitter, og de sociale medier er også stedet, hvor flere af Jules Bianchis venner og Formel 1-kollegaer minder ham.

- Hvid i fred, Jules. Et stort talent og et kæmpe tab for motorsport. Mine tanker går til familie og venner. #JB17, skriver Kevin Magnussen.

- Meget trist dag. For mig den bedste kører, jeg har kørt mod, har forladt os efter ni måneders kamp for sit liv, skriver Marussia-køreren Roberto Merhi.

Den tidligere Marussia-kører Max Chilton var teamkammerat med Jules Bianchi i to år i Formel 1.

- Ord kan ikke beskrive, hvad hans familie og sporten har mistet. Jeg kan kun sige, at det var mig en glæde at have kendt dig og have kørt med dig, lyder ordene fra briten Max Chilton.

- Vågnede op til disse triste nyheder.. RIP Jules. Du vil aldrig blive glemt. Mine tanker går til familien, skriver Williams' Valtteri Bottas.

Red Bulls Daniel Ricciardo skriver:

- Jeg vil aldrig glemme dig og de gode tider, vi havde. Jeg vil savne dig, ven.

- I går mistede vi én af de bedste fyre og bedste kørere, jeg nogensinde har mødt. Jeg vil savne dig så meget, min ven... #RIP Jules, skriver Lotus' Romain Grosjean.

Grosjeans teamkammerat Pastor Maldonado skriver:

- Flyv højt #julesbianchi Min dybeste medfølelse til hans familie. Hvil i fred, ven.

Toro Rosso-kørerne Max Verstappen og Carlos Sainz sender også deres varmeste tanker til Jules Bianchi.

- I dag har vi mistet et fantastisk talent og person... Ord kan ikke beskrive vores følelser lige nu. Vi vil alle savne dig, Jules.. #RIPJules, skriver Max Verstappen.

- Forfærdelige nyheder. Hvil i fred, ven. Et storslået eksempel på kamp og mod for os alle. Du vil altid være iblandt os. #JB17, skriver Carlos Sainz.

- I aftes mistede vi i sandhed en fantastisk fyr og en ægte kæmper #RIP Jules Min dybeste medfølelse til hans familie og venner, skriver McLaren-køreren Jenson Button.

- Meget triste nyheder med Jules, vi mistede en sand kæmper... Alle mine tanker går til hans familie i denne svære tid, skriver Felipe Nasr, der kører for Sauber-teamet.

- Frygtelige nyheder. Et massivt tab for Jules' familie, venner og sporten. Hvil i fred, ven. Du vil altid være iblandt os! #JB17, skriver Marussias Will Stevens.

- Hvil i fred, Jules, skriver Force India-køreren Nico Hülkenberg.

- Alle mine tanker går til #Jules familie. Jeg vil savne dig, ven. Hvid i fred, Jules #JB17, skriver Felipe Massa.

- Ven, kammerat, talent, smil. Evig. Hvil i fred, Jules. Altid med os, skriver Jenson Buttons teamkammerat hos McLaren, Fernando Alonso.

Også Formel 1's officielle Twitter-profil sender tanker til Bianchis familie.

- Vores tanker er hos Jules Bianchis familie og venner #RIPJules #JB17.