Formel 1

Anerkendt Formel 1-medie: Magnussen får Renault-sæde nu

Ifølge autosport.com skriver Kevin Magnussen under på en kontrakt med Renault en af de kommende dage.

Kevin Magnussens Formel 1-drøm er ved at blive genoplivet.

Det normalvis pålidelige motorsportsmedie Autosport.com skriver - i en artikel skrevet af den anerkendte Formel 1-chefkorrespondent Ian Parkes - at kilder bekræfter, at danskeren skriver under på en aftale med Formel 1-teamet Renault en af de kommende dage.

Magnussens manager, Dorthe Riis Madsen, har ingen kommentarer til TV 2 SPORT.

Autosport skriver videre, at Magnussen bliver præsenteret officielt i Paris på onsdag.

Ifølge mediet bliver der plads på Renault-teamet, fordi der er uenighed mellem Renault og det venezuelanske statsejede olie- og gasfirma, PDVSA, der sponsorerer venezuelanske Pastor Maldonados sæde.

Selv om der angiveligt fortsat er en chance for, at PDVSA og Renault når til enigheden - omend det regnes for meget usandsynligt, skriver Autosport - så har teamet altså kastet sit blik på Kevin Magnussen, der sidste år fik at vide, at han var færdig på McLaren-teamet, hvor han var blevet degraderet til reservekører efter sin debutsæson i Formel 1 i 2014.

På Renault kommer Magnussen til at køre sammen med Jolyon Palmer.

2016-sæsonen begynder den 20. marts i Melbourne, hvor Magnussen Formel 1-debuterede med en andenplads.