Formel 1

F1-boss: Udskældt kvalifikationssystem fortsætter i Bahrain

Når Formel 1-feltet i næste weekend kører årets andet Grand Prix, bliver det formentlig med samme omstridte kvalifikationssystem som i Melbourne.

Det meget kritiserede kvalifikationssystem når med stor sandsynlighed ikke at blive ændret inden næste uges Formel 1 Grand Prix i Bahrain.

- Jeg tror, udfaldet bliver, at det forbliver det samme som nu. Men vi kommer til at se på det efter Bahrain, siger Bernie Ecclestone, der er administrerende direktør for organisationen bag Formel 1, til Reuters efter et møde med strategigruppen.

For at ændre de gældende regler skal det nemlig vedtages enstemmigt at vende tilbage til den gamle model. En formel proces, hvor hele Formel 1-komissionen bestående af alle hold, løbspromotorer, sponsorer, det internationale forbund og Formel 1-gruppen anført af Ecclestone skal nå til enighed.

Og det ser altså ikke ud til, at en ændring tilbage til det gamle format bliver stemt igennem inden Bahrain.

Både feltets kørere og team-bosser har ellers klaget over den nye kvalifikationsmodel, der i weekendens Grand Prix i Melbourne medførte, at der ikke var nogen biler på banen til slut i kvalifikationen.

Den nye kvalifikationsmodel er konstrueret sådan, at kørerne elimineres løbende i de forskellige kvalifikationsrunder for at skabe et ekstra element af spænding i løbet. Men i sæsonens første løb fik det altså den helt modsatte effekt.

- Jeg er ellers den første til at sige, at vi ikke skal tale dårligt om ting i TV. Men jeg synes, det nye kvalifikationssystem er noget møg, sagde Mercedes-bossen Toto Wolff til Sky Sports efter sidste weekends løb i Melbourne.

Ifølge Reuters er der dog opstået uenighed om allerede at ændre formatet igen, og blandt andre Force India-boss Bob Fernley skulle have advaret den sportslige ledelse i Formel 1 mod at drage forhastede konklusioner efter et enkelt løb.

Kvalifikationssystemet blev ændret blot få uger inden sæsonens første løb i Australien i sidste weekend.

I Melbourne blev danske Kevin Magnussen elimineret som den første i anden kvalifikationsrunde - Q2 – og startede som nummer 15 ud af 22.