Formel 1

Rasende Sebastian Vettel om Kevin Magnussen: 'Sikke en idiot!'

Den tidligere Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel kaldte under en træning Kevin Magnussen for en idiot. TV 2

Bølgerne gik højt under den sidste træning inden Formel 1-løbet i Belgien. Den tidligere verdensmester Vettel kaldte Magnussen for idiot over radioen.

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen viste i lørdagens afsluttende træning på Spa-banen i Belgien, at der stadig er fart i Renault-raceren. 

Magnussen satte 14.-hurtigste omgangstid efter længe at have ligget i top-ti. Det er en klar forbedring i forhold til fredagens to træninger, hvor han blev henholdsvis nummer 20 og 19.

Men undervejs i træningen nåede Magnussen at blive uvenner med Ferraris Sebastian Vettel. Kevin Magnussen blev flere gange kaldt for "idiot" over radioen af Vettel: 

- Sikke en idiot. Helt ærligt! Hvilken idiot. Så du det? Det er fri træning. Det bliver kaldt fri træning, hvem fanden bekymrer sig om den.

Sådan rasede Vettel over radioen, fordi den Renault-raceren med Kevin Magnussen siddende i ikke flyttede sig, da Sebastian Vettel forsøgte at overhalede danskeren. 

Se og hør episoden her, hvor Vettel sviner Magnussen.

Kevin Magnussen er formentlig ligeglad med tyskeren reaktion. Den danske racer-kører kan efter sin gode præstation håbe på køre sig frem til anden kvalifikationsrunde ud af tre, når kvalifikationen til søndagens grand prix begynder lørdag klokken 14. 

Episoden skal dog vurderes af Formel 1-dommerne. Det er endnu ikke blevet besluttet, om der falder straf.

Renault-kollegaen Jolyon Palmer var en anelse langsommere end Magnussen i lørdagens træning. Han blev nummer 18. 

Træningens hurtigste var Ferraris Kimi Räikkönen, mens Daniel Ricciardo fra Red Bull blev nummer to. Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg, der gennem sæsonen har været suveræne, blev lidt skuffende nummer fem og syv.

Senere lørdag kører Formel 1-feltet kvalifikation, inden det hele bliver afgjort på Spa-banen søndag eftermiddag.