Formel 1

- Magnussen er et stort skridt nærmere et sæde i 2017

Pointet i søndagens Formel 1-grandprix er ifølge TV 2 SPORTs Formel 1-kommentator livsvigtigt for Magnussens drøm om at beholde sædet hos Renault.

Ét point.

Det var, hvad det blev til for Kevin Magnussen i søndagens Formel 1-grandprix i Singapore. Men et vigtigt et af slagsen - og anden gang han tager point i denne sæson.

Præstationen på sæsonens, ifølge TV 2 SPORTs Formel 1-reporter, Jacob Hammerholt, sværeste bane kan nemlig få stor betydning for Magnussens Formel 1-karriere.

- Lige nu har Kevin taget et stort skridt mod at sikre en plads i 2017 også, siger Jacob Hammerholt.

Det er ifølge ham det helt rigtige tidspunkt, Magnussen markerer sig i forhold til teamkammeraten Jolyon Palmer.

Renault-teamet står over for at skulle beslutte, hvordan teamet skal se ud i den kommende sæson, og det er derfor positivt for Magnussen, at det netop nu lykkes for ham i den gule racer.

- Kevin Magnussen vil selvfølgelig gerne have, de peger på ham, når de skal vælge kørere til næste sæson, og lige nu er der i hvert fald ingen tvivl om, hvem af de to Renault-kørere, der er bedst: Magnussen, siger Jacob Hammerholt.

Ikke sikkert Renault beholder nogen af de to kørere

Palmer sluttede på en 15.-plads. Han var generelt langsommere end Magnussen og formåede ikke at passe ordentligt på dækkene – i modsætning til sin danske teamkammerat.

- Kevin Magnussen sluttede fem placeringer foran, og hvad der er endnu vigtigere: Han leverede omgangstider, der var markant bedre, end Palmer gjorde. Magnussen havde simpelthen bare bedre styr på raceren på den svære bane i Singapore, siger Jacob Hammerholt

Men selvom Magnussen præsterede bedre end teamkammeraten og ifølge Hammerholt er stærkest, betyder det ikke, han nu skal føle sig sikker på at trække det længste strå af de to. Det er nemlig langt fra givet, at Renault har tænkt sig at beholde nogen af sæsonens to kørere.

- Når Renault-teamet sætter sig ned og kigger på, hvem de skal satse på, så er det klart, hvis de vil beholde nogen af de to kørere, de har i år, så er Magnussen den klart bedste. Hvis de vil smide begge to ud, så betyder det selvfølgelig ikke så meget, siger Jacob Hammerholt.