Afsløring: Magtkamp i Renault udskyder Magnussen-afklaring
TV 2 SPORT kan nu afsløre, at Kevin Magnussen er fanget i en magtkamp. Teamchefen vil beholde Magnussen. Direktøren vil udskifte danskeren.
Kevin Magnussens fremtid hos Renault-teamet er lige nu uvis.
Det franske fabriksteam tegnede forud for sæsonen en ét-årig kontrakt med danskeren med option for 2017. Altså kan Renault vælge at fortsætte med danskeren, men har omvendt ikke pligt til det.
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger udløber optionen d. 30. september, og hvis Renault ikke vil bruge optionen på Magnussen, så kan danskeren frit skifte til et andet team.
Men Renaults beslutning lader altså vente på sig. Og det til trods for, at teamet først meldte ud, at beslutningen ville blive offentliggjort i starten af september. Så blev deadlinen rykket til midten af september. Og for nyligt udtalte Renaults teamchef Frederic Vasseur, at beslutningen i princippet kan udskydes helt til vintertesten i februar.
Men hvorfor bliver Renault-ledelsen ved med at udskyde beslutningen?
Cheferne kan ikke blive enige
TV 2 SPORT kan nu afsløre, at det drejer sig om store uenigheder i Renault-toppen. Cyril Abiteboul på den ene side, og Frederic Vasseur på den anden.
Abiteboul er direktør for Renault Sport og vil gerne skifte begge kørere ud med nye navne.
Vasseur er teamchef og holder fast på, at Kevin Magnussen skal fortsætte som kører for Renault i 2017.
Cyril Abiteboul var fra 2013 til 2014 teamchef for det daværende Formel 1-hold Caterham, inden han blev ansat af Renault for at stå i spidsen for Renaults motorleverance til Red Bull.
Da Renault valgte at gøre comeback som fabriksteam i Formel 1, blev franskmanden udset til at være ham, der skulle lede teamet i den proces, som direktør for Renault Sport. Abiteboul har det overordnede ansvar for Renault og står for driften på både motorfabrikken i Viry i Frankrig og teamets hovedkvarter i Enstone, England.
Frederic Vasseur blev headhuntet af Renault, som manden, der skulle hjælpe teamet med at få succes på banen. Vasseur havde op til ansættelsen i Renault ikke haft med Formel 1 at gøre, men var kendt og respekteret for sit arbejde gennem 10 år i GP 2-teamet Art. Vasseur var i den rolle med at gøre store navne som Lewis Hamilton, Valtteri Bottas, Nico Rosberg og mange flere klar til Formel 1.
Vasseur blev oprindeligt ansat som "racing director", hvor han skulle sørge for, at teamet kunne levere det bedst mulige på banen, men i juli blev Vasseur forfremmet til titlen "teamchef". En titel, der både har givet ham mere ansvar for teamets opbygning, og på den måde også mere magt over teamets beslutninger i jagten på succes.
Nu er to bosser Cyril Abiteboul og Frederic Vasseur altså uenige om, hvilke kørere, der skal køre for Renault i næste sæson.
En magtkamp øverst i Renault-ledelsen, der altså betyder, at Kevin Magnussen ikke kan få afklaring over sin fremtid.
Og ingen ved, hvornår det interne chef-hierarki kommer på plads.
Magtkamp i McLaren
I 2014 var det også interne uenigheder hos McLaren, der betød, at Kevin Magnussen ikke fik forlænget sin aftale om et fast sæde hos det britiske team.
Og da afgørelsen først blev offentliggjort i december, så var det for sent for Magnussen at finde et andet sæde.
Derfor kan Kevin Magnussen allerede i weekenden stå i en situation, hvor han skal tage et afgørende valg.
Skal han skrive under med et nyt team, der givetvis har mindre potentiale end fabriksteamet Renault, eller skal han have is i maven og satse på, at Renault på et sent tidspunkt beslutter sig for at fortsætte samarbejdet med Magnussen?
Renault har kun to dage, før optionen udløber, men det franske Formel 1-team har i disse dage travlt på flere fronter.
Strukturen på det store fabrikshold skal på plads, så Renault er klar til at levere bedre resultater i fremtiden.
Der skal blandt andet ansættes 120 nye ingeniører, og selvom Renault er godt i gang, så tager det tid, og situationen bliver ikke ligefrem hjulpet af, at løbene i afslutningen på sæsonen bliver kørt langt væk fra Europa.
Renault har altså travlt med både opbygningen af det fremtidige team, og samtidig få hierarkiet på plads, så der kan tages en beslutning omkring kørersituationen.
Kevin Magnussen får igen i den kommende weekend chancen for at vise både Renault og alle andre teams med ledige sæder om, at han er værd at satse på, når Malaysias Grand Prix på søndag bliver kørt.