Formel 1

Rasende Lewis Hamilton anklager sit eget hold for sabotage

Verdensmesteren Lewis Hamilton langer ud efter sit eget hold, efter endnu en motorfejl sendte køreren ud af et Formel 1-grandprix.

Den forsvarende Formel 1-mester Lewis Hamilton kræver svar fra sit team, efter han udgik af dagens Formel 1-grandprix i Malaysia med en motorfejl.

Med 15 omgange tilbage og en mere end komfortabel føring ned til nummer to brød Hamiltons motor pludselig i brand på langsiden af Sepang-banen.

Den 31-årige Mercedes-kører kom efter løbet med et par knapt så subtile udtalelser, i hvilke han anklager sit eget team for at sabotere hans løb.

- Jeg har nogle spørgsmål til Mercedes. Vi har så mange motorer. Der er otte kørere i staben, og jeg er den eneste, hvis motor har svigtet. Nogle skal give mig nogle svar, for det her er ikke acceptabelt, siger Lewis Hamilton til BBC og kommer med en utvetydig konspirationsteori:

- Nogen eller nogle vil ikke have, at jeg vinder i år.

Kostede dyrebare mesterskabspoint 

Alt imens Hamilton udgik, udbyggede teamkollega Nico Rosberg med sin tredjeplads i Malaysia Grand Prix sin føring i kampen om Formel 1-mesterskabet. 23 point skiller nu de to Mercedes-kørere.

Selvom den forurettede Hamilton ganske givet er frustreret over uheldet, så har han ikke bund i anklagerne, vurderer kommentator. 

- Man ser nogle gange i Formel 1, at den ene side af garagen er ramt af uheld. Det er det, Lewis oplever i denne sæson, siger Jacob Hammerholt, der er motorsportskommentator på TV 2 SPORT. 

- Selvom man selvfølgelig godt kan forstå, at han reagerer efter at have mistet sejren på denne måde, så tror jeg ikke, det er en anklage med bund i. Jeg kan  ganske enkelt ikke forestille mig, at Mercedes ville sabotere deres egen kørers muligheder, siger Hammerholt.

Ikke første gang

Det er fatisk ikke første, Hamiltons Mercedes-motor har svigtet ham i denne sæson. 

Nogle skal give mig nogle svar, for det her er ikke acceptabelt. Nogen eller nogle vil ikke have, at jeg vinder i år.

Lewis Hamilton efter Malaysias Grand Prix

To identiske motorfejl ved Kinas og Ruslands grandprixer kostede den 31-årige englænder mesterskabspoint. Siden vandt Hamilton seks af syv grandprixer - altså inden en motorfejl i dag kostede briten på ny.

- Det er en helt ny motor. Jeg har kun kørt ét løb med den. Det er bare suspekt. Vi har brugt noget i stil med 43 motorer hos Mercedes, og det er kun min, der har haft problemer, klager Lewis Hamilton.

Mercedes skyder sabotageteori ned

Ikke overraskende afkræfter Hamiltons hold den iltre racerkørers teori om sabotage.

- Formel 1 kan være en meget barsk sport. Men ingen bevidst motorfejl til Lewis var planlagt, siger teknisk direktør hos Mercedes Paddy Lowe ifølge Motorsport.com.

- Af en eller anden uforklarlig årsag har Lewis Hamilton været ramt af uheld i år. Der er intet mønster i, hvorfor Lewis' bil er blevet ramt, siger Lowe, der bakkes op af teamchefen Toto Wolff:

- Det er klart, at han er super frustreret. Han har været meget uheldig i år og tabt mange point i mesterskabet, men det er ikke slut endnu, siger Wolff.

Næste gang, Hamilton og Mercedes skal i aktion, er i næste weekend. Her køres Japans Grand Prix på Suzuka-banen.