Konkurrenter skriver under andre steder, og Magnussen er i god form

I de seneste måneder har mange danske race-fans skævet uroligt til kalenderen. Måned for måned, uge for uge, dag for dag. Hvornår kommer den underskrift, så Magnussen også er med i Formel 1 i 2017? Alle husker alt for tydeligt, hvordan det gik i 2014, da McLaren blev ved med at trække afgørelsen og til sidst sendte Kevin Magnussen ud i Formel 1-mørket uden chance for at gå til et andet team, fordi han var løbet tør for tid. Alle andre sæder var væk. 

1. oktober har længe stået som en skæringsdato i forhold til fordelingen af sæder i Formel 1-cirkusset til 2017-sæsonen. Mange køreroptioner udløber den dato, således formentlig også Kevin Magnussens med Renault. Hvis det er korrekt, at optionen udløb i går, så har Renault altså valgt ikke at bruge den til at sikre sig danskeren endnu en sæson. Det gav anledning til nye krusninger på bekymringernes hav blandt Kevin Magnussens fans.

Det tror jeg ikke, at der er grund til. Det er faktisk meget længe siden, at jeg har haft en bedre fornemmelse i forhold til Magnussen og Renaults fortsatte samarbejde end lige nu. Jeg er overbevist om, at optionen, der ikke blev underskrevet, er et resultat af den magtkamp i Renault, som min kollega, Jacob Hammerholt, tidligere har beskrevet her på siden. En boss vil skifte begge kørerne, en anden vil beholde Magnussen. Og så skal der lægges arm, trækkes krog eller sparkes skinneben.

Men scenariet er skiftet. Tiden er ikke længere Kevin Magnussens fjende. Den er blevet hans ven.

Hvis vi starter med at kigge på det eksterne, så er Kevin Magnussens sæde i høj grad afhængigt af, hvem alternativerne er. Det er første punkt, hvor tiden arbejder for Kevin Magnussen i øjeblikket. Sergio Perez har længe været nævnt som en af dem, der var højt på ønskelisten hos Renault. Faktisk øverst. Men hans deal med Force India er nu blevet forlænget, så han er ikke længere en mulighed. Bottas er ikke bekræftet, men der er så mange stærke historier om, at hans forlængelse med Williams også er på plads, at jeg betragter det som et faktum. Den deal kommer på plads, hvis den ikke allerede er det.

Dermed er yderligere et af par af de rigtig hårde konkurrenter til et Renault-sæde ude af billedet, og feltet er efterhånden ganske indskrænket. Der er ikke ret meget tilbage på de hylder, som Renault skal handle på, hvis de skal tro på, at det er en opgradering i forhold til Kevin Magnussen. Efter min mening er de hylder faktisk tomme. Det er selvfølgelig en stor fordel for danskeren, at mange af de potentielle trusler falder fra, fordi de skriver kontrakter andre steder. Jo flere des bedre, og derfor arbejder tiden på den front for Kevin Magnussen.

Esteban Ocon med det franske pas har været udråbt til det næste nye sort i Formel 1 igennem hele sæsonen, men det er som om, at det ikke rigtigt gør ham godt, at han faktisk har fået en Formel 1-bil at køre i. Præstationerne indtil nu har ikke kunne tage pusten fra nogen. Jeg tror stadig, at Ocon har gode chancer for at ende hos Renault, men der er ikke noget i det, han har vist i sine få løb i Formel 1 indtil nu, der antyder, at han skulle være et bedre sats end Kevin Magnussen.

Internt er tiden også med Kevin Magnussen. Han er i sit livs form. Kvalifikationen på Spa, løbet i Singapore og kvalifikationen i Malaysia var formidable for Magnussen. Han leverer lige nu de ting, der er ekstraordinære. Magnussen får simpelthen mere ud af Renaulten end der i den, og det er dét, der viser forskellen på gode racerkørere – og dem, der er så gode, at de skal være i Formel 1. Det ændres ikke af, at Kevin Magnussen røg med i flipper-spillet i første sving i Malaysia, hvor hans bil var en af dem, der blev beskadiget. Det var en af de situationer, hvor der bare ikke er noget sted at køre hen for at undgå at blive ramt. 

Tidspunktet for præstationerne er perfekt. Det er ingen hemmelighed, at presset er enormt på Kevin Magnussen og de andre kørere i den tid, hvor kontrakterne skal sikres. Det er under det pres, at han toppræsterer lige nu. Det er et meget, meget vigtigt signal at sende. Hvis man skal være verdensmester i Formel 1 – og det er målet, både for Magnussen og Renault – så skal man præstere under pres hver eneste weekend. Det gør Kevin Magnussen lige nu.

Det viser også, at det er en modnet Kevin Magnussen i forhold til tiden hos McLaren. Da kampen i kulisserne spidsede til dengang, kunne det aflæses på banen, hvor danskerens præstationer dalede efterhånden som presset steg. Det gør de ikke længere. Tværtimod.

Derfor er tiden nu Magnussens ven. Han leverer godt uge for uge – og udfordrerfeltet udefra skrumper dag for dag. Det ser slet ikke så tosset ud for Magnussen, selv om kontrakten ikke er underskrevet.

Og så ikke et ord om, at det kunne være smukt for Renault at præsentere deres 2017-kørere hjemme i Frankrig. Og heller ikke om, at der er stort motorshow i Paris den 14. oktober…..det ville jo være ren spekulation.