Formel 1

Afsløring: Magnussen-lejren i hemmeligt møde med Renault-konkurrent

Den danske Formel 1-kører har nu sendt sin rådgiver Jesper Carlsen i charmeoffensiven hos andre teams for at lægge pres på Renault.

Kevin Magnussen har hele tiden sagt, at der var en plan B, hvis kontrakten med Renault ikke blev forlænget.

Nu kan TV 2 SPORT afsløre, at der i denne uge fra Magnussens bagland er afholdt møder med andre løsninger i Formel 1 end Renault-teamet i jagten på en kontrakt i 2017.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har Kevin Magnussens rådgiver Jesper Carlsen torsdag været i England for at tale med blandt andre Renault og Force India.

Fredag blev det offentliggjort, at Renault har lavet en aftale med den tyske racerkører Nico Hülkenberg, der efterlader netop et sæde ved Force India.

Et sæde, som nu er i spil - også for Kevin Magnussen.

- Jeg synes, at det er meget positivt, at Magnussen og hans rådgiver arbejder på en anden løsning end Renault. Og Force India er en meget interessant mulighed, siger TV 2 SPORTs motorsportsjournalist Jacob Hammerholt.

Kevin Magnussen havde oprindeligt en option med Renault, der udløb den 30. september. Det gav det franske team førsteret til at forhandle med danskeren, men efter at Magnussen i første omgang forlængede aftalen med 14 dage, så kan han nu frit forhandle med andre teams.

- At Jesper Carlsen besøger både Renault og Force India er et virkelig godt tegn. Renault har længe spillet på flere heste og samtidig holdt Magnussen på standby. Nu får Renault lidt igen af den samme skuffe, hvor Kevin arbejder på både Renault og Force India. Og givetvis også andre muligheder. Haas går der i hvert fald mange rygter om i den engelske presse, siger Jacob Hammerholt og uddyber:

- Selvom Renaults option på Kevin Magnussen udløb i går, så kan vi ikke forvente, at der kommer noget ud lige med det samme. Nu begynder forhandlingerne for alvor, og når kontrakten er underskrevet, så kan det pågældende Formel 1-team vælge at vente med at offentliggøre det.

- Så selvom der nok går ikke går så lang tid, før der bliver offentliggjort noget, så betyder udløbet af optionen ikke så meget andet, end at Magnussen kan skrive under med et andet team, afslutter Jacob Hammerholt.