Formel 1

Magnussen-flirt lader vente på sig: Vi har ikke travlt

Force India har ikke travlt med at finde en afløser for Nico Hülkenberg, så hvis Kevin Magnussen skal til det hold, må han være tålmodig.

Nico Hülkenbergs skifte til Renault i sidste uge, kom mildest talt bag på den 29-årige tyskers nuværende arbejdsgiver Force India.

Tyskeren havde et år tilbage af sin kontrakt med Formel 1-holdet, og derfor blev holdet overrasket over skiftet, fortæller Force Indias chef Bob Fernley til autosport.com.

- Vi havde slet ikke det skifte på vores radar. Vi fik afklaret tingene meget professionelt og hurtigt, fordi der i sidste weekend ikke var noget, der tydede på, at et skifte var på vej, siger Bob Fernley til autosport.com.

Med Hülkenbergs farvel til Force India og goddag til Renault har der åbnet sig flere døre for Kevin Magnussen.

Danskeren kan potentielt blive i Renault, men også skifte til et andet hold. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har der været møder mellem Magnussen-lejren og netop Force India, hvor Nico Hülkenberg har efterladt sig et tomt sæde.

Renault har allerede meldt ud, at de ikke har travlt med at finde deres sidste mand, og hos Force India er situationen den samme.

- Vi har nogle vigtige uger foran hos op mod Det Mexicanske Grand Prix, hvor vi er dybt investeret, ikke bare rent kommercielt, men også på grund af Sergio Perez (Der kommer fra Mexico, Red.).

- Så der er ikke nogen grund til for os at tage en hurtig beslutning på nuværende tidspunkt.. Processen vil starte, når vi kommer tilbage fra Mexico, siger Bob Fernley til autosport.com.

Det Mexicanske Grand Prix bliver kørt den 28-30. oktober, og hvis man skal tro Force Indias ord, så bliver der altså ikke truffet nogen beslutning hos dem før det Grand Prix er ovre.

Hvor tror du, at Kevin Magnussen ender? Stem herunder.

Afstemning