Bookmakere tror på Magnussen: Favorit til at blive i Formel 1
Det er et spørgsmål om tid, før Kevin Magnussen og Renault finder sammen om en kontraktforlængelse. Det vurderer flere spiludbydere.
Den snart årlige tilbagevendende saga om Kevin Magnussens Formel 1-fremtid kører i disse dage på fulde blus.
Tirsdag meldte den danske Renault-kører selv ud, at han var ved at blive utålmodig, men at intet endnu var afgjort.
Det franske teams option på forlængelse med Magnussen er udløbet, og derfor er mulighederne for både han og teamet helt åbne.
Men ifølge NordicBet, kan danskeren forberede sig på weekenden amerikanske grand prix, med ro i maven; Kevin Magnussens kontraktforlængelse er lige om hjørnet.
- Grunden til, at Renault ikke har forlænget Magnussens kontrakt, er formentlig, at han ikke er et større navn. Teamet har tid til at afsøge markedet og se, om en profil som Nico Hulkenberg skulle blive ledig. Det faktum, at det ikke er lykkedes dem at lukke en aftale med andre kørere på dette sene tidspunkt, er et meget positivt tegn for danskeren, siger NordicBets pressechef Thomas Holm og fortsætter:
- Derudover har Magnussen faktisk kørt ganske godt og klaret sig bedre end teamkammerat Jolyon Palmer. Vi er overbeviste om, at der ligger en kontraktforlængelse lige om hjørnet, siger Thomas Holm.
Bettingfirmaets odds afspejler også en klar tiltro til, at der også næste år er dansk islæt på startgridden.
Således giver NordicBet blot 1,30 for, at Kevin Magnussen også i 2017 kører Formel 1 - og kun odds 1,50, hvis det fortsat er i den gule Renault, mens man får pengene mere end tre gange igen, hvis Magnussen ikke er i motorsportens kongeklasse i næste sæson.
Renault har i længere tid tøvet med at forlænge Kevin Magnussens kontrakt, hvilket har fået spekulationerne om danskerens fremtid i Formel 1 til at rase. Hos NordicBet slår man dog koldt vand i blodet. Vurderingen lyder, at Magnussen kan være ganske sikker på et Formel 1-sæde i næste sæson.
Også hos kollegerne fra Unibet, er Magnussen pæn favorit til at forblive i Formel 1. Her er oddset på 1,60 for at Nico Hulkenbergs holdkammerat i 2017-sæsonens første løb hedder Kevin Magnussen.
Unibet har Mercedes-talentet Pascal Wehrlein, der i denne sæson er udlånt til Manor, som største konkurrent til sædet med odds 3. Derimod er der ikke den store fidus til Magnussens nuværende holdkammerat Jolyon Palmer, der giver hele ni gange pengene igen.
Hos Danske Spil er man, som så mange andre, meget i tvivl om Kevin Magnussens situation.
- Det er klart noget af det sværeste at sætte odds på, da vi udelukkende kan forholde os til rygter og Magnussens præstationer. Og hans præstationer har, med bilens evner in mente, ikke været så gode, siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen til TV 2 SPORT.
Selvom oddsene hos Danske Spil stadig ikke er tippet over til Magnussens fordel, så er de stærkt på vej.
- Vi var noget mere negative på Kevin Magnussens vegne for en uge siden. Vores odds er nu 1,90 på at Kevin Magnussen i 2017 kører et Formel 1-løb, mens vi giver 1,80, hvis han ikke gør, fortæller Peter Emmike Rasmussen.
Og tendensen går kraftigt mod, at han meget snart også hos Danmarks største bettingfirma er favorit til at fortsætte. Ikke mindst takket være tiltroen blandt Magnussens landsmænd:
- Spilfordelingen på at Kevin Magnussen kører et Formel 1-løb i 2017 er lige nu 90% på JA. Så ja, der er ingen tvivl om, at danskerne har stor fidus til, at de også ser ham i aktion i næste sæson, siger Peter Emmike Rasmussen.
Hvor tror du Magnussen ender? Giv din mening til kende her.