Formel 1

Efter dårligt grandprix: Dette ville Magnussen have gjort anderledes

Kevin Magnussen ville ønske, han kunne han gjort én ting anderledes i det mexicanske grandprix.

Gennem hele weekenden har Kevin Magnussen været hurtigere end sin teamkollega hos Renault, Jolyon Palmer.

Men ved søndagens grandprix i Mexico måtte Magnussen skuffende nøjes med en 17. plads. Tre pladser dårligere end Palmer.

Det skyldes blandt andet, at briten kørte 68 ud af de 71 omgange på de samme dæk. Mens Magnussen undervejs måtte skifte. Efter løbet var der derfor især én ting, som ærgrede ham.

- Det var et rimelig skuffende løb. Det kunne have været meget bedre, hvis jeg havde været i pit under safety car (i starten af løbet red.). Så havde vi nogenlunde været i kamp om pointene og ville pludselig have set godt ud, fortalte han efter løbet til TV 3+.

Magnussen havde fortsat mulighed for at holde sig helt fremme, hvis han sparede på sine dæk. Men undervejs ramte han et sving skævt, og han troede han havde beskadiget bilen.

- Det gjorde, at jeg blokerede mit højre forhjul, og dermed sled for meget på dækkene, sagde Magnussen og pegede på, det var derfor, han undervejs satte nogle langsomme tider.

Til forskel for temakollegaen måtte han derfor i pit for at skifte til supersoft dæk. Hvilket kostede pladser i stillingen.