Formel 1

Formel 1-team afviser rygte: Har ikke givet Magnussen tilbud

Chefen for det amerikanske Formel 1-team Haas afviser, at der ligger en toårig kontrakt med Kevin Magnussens navn klar til at blive skrevet under.

Sagaen om Kevin Magnussens Formel 1-fremtid fortsætter. I hvert fald lidt endnu.

Tidligere i dag skrev det anerkendte motorsportsmedie motorsport.com ellers, at Kevin Magnussen var blevet tilbudt en toårig kontrakt med amerikanske Haas.

Men nu melder den ene part sig så selv på banen med nyt om det omtalte tilbud.

Overfor BT afviser Haas' teamchef, Günther Steiner, nemlig historien om, at der ligger et tilbud klar til Magnussen, hvis han ikke får tilbudt en ny kontrakt med hans nuværende hold Renault. 

- Jeg blev også overrasket over historien. Vi har ikke givet Kevin Magnussen et konkret tilbud, siger teamchefen ifølge BT

Motorsport.com mente ellers konkret at kunne fortælle, at danskeren kunne få en kontrakt, hvor han ikke behøver komme med en stor portion sponsorkroner for at få et sæde. 

Men ifølge teamchefen er der ikke truffet beslutning, om hvem der skal være teamkammerat med Romain Grosjean i 2017.

Mellem linjerne afviser han således ikke, at det alligevel kan blive Magnussen - der er simpelthen bare ikke noget klart endnu. Heller ikke en toårig kontrakt til danskeren.

- Vi har endnu ikke taget en beslutning om vores 2017 line-up, og vi taler med en række kørere. Det er der ikke noget underligt i, det er vores job, siger Steiner til BT.

Derfor må Magnussen foreløbigt fortsætte med at overbevise Renault om, at han skal have det ledige sæde ved siden af Nico Hülkenberg i næste sæson. Og det får han allerede mulighed for i det mexicanske Grand Prix senere i aften.

Netop Nico Hülkenberg var Force India også ude og afvise, da rygterne fra motorsport.com begyndte at tage til.

Men blot en uge efter bekræftede Renault, at Hülkenberg havde sikret sig et sæde i det franske team til næste sæson.

Danskeren starter løbet som nummer 14 i Mexico, mens holdkammeraten - og konkurrenten hos Renault - Jolyon Palmer må starte fra pit. Vi liveblogger hele løbet her på sport.tv2.dk.