Formel 1

Afviste rygter: Men nu bekræfter konkurrent Magnussen-kontakt

I den forgangne uge afviste Haas-teamet at have tilbudt Kevin Magnussen en kontrakt. Men kontakten er der, bekræfter holdets chef nu.

Kevin Magnussen havde en skidt dag i sin Renault, da han søndag aften dansk tid måtte tage til takke med en 17. plads i Mexico.

Dagen derpå kan danskeren måske finde lidt trøst i, at der trods alt var fem biler, der sluttede efter ham. Og det var ikke helt ligegyldige navne, der havde en endnu dårligere dag på kontoret.

Vi har snakket med Kevin, ligesom vi har talt med et par andre kørere.

Günther Steiner

Blandt dem var nemlig hjemmebanehåbet Esteban Gutierrez og hans franske holdkammerat Romain Grosjean.

De to rutinerede kørere endte henholdvis som nummer 19 og 20 i løbet, hvilket gjorde det til en kæmpe skuffelse for det amerikanske Haas-team.

Netop Haas-teamet har længe været kædet sammen med Magnussen

I sidste uge skrev motorsport.com, at Kevin Magnussen var blevet tilbudt en to-årig kontrakt af Haas.

Under weekendens grandprix i Mexico afviste holdets teamchef Günther Steiner dog prompte de rygter.

Søndag bekræftede holdet så officielt, at der er kontakt til danskeren.

- Vi har snakket med Kevin, ligesom vi har talt med et par andre kørere, sagde Günther Steiner til Autosport.com

Forud for 2017 sæsonen har holdet bekræftet, at Grosjean forbliver. Men Gutierrez' plads på holdet er mere tvivlsom.

- Der er ikke længere ti kørere på vores liste. Vi er nede på to eller tre emner, som vi snakker med, og Esteban (Gutierrez, red.) er fortsat i spil, siger Steiner.

Magnussen selv har i flere omgange understreget, at hans primære mål er at forblive hos Renault, hvor det ene sæde i 2017 er afsat til tyske Nico Hulkenberg, der i denne sæson repræsenterer Force India.

Allerede i sidste sæson var teamejer Gene Haas interesseret i at tilknytte danskeren, inden danskeren skrev under med Renault.

- Det er ingen hemmelighed at vi talte med ham sidste år på Monza, og vi har holdt kontakten. Han har en fremtid i Formel 1, siger Steiner.

Fremtiden på plads eller ej, så kører Magnussen sæsonens næstsidste løb, når Brasilien er vært for Formel 1-feltet om to uger.