Magnussen uddyber Renault-kritik: - Selv Paven fik et tilbud
Den danske racerkører fortalte torsdag, at det var ham, der fravalgte Renault. Nu åbner han yderligere for en tid, hvor han følte sig nedprioriteret.
Formel 1-cirkusset er nået til Brasilien, hvor næstsidste grandprix køres i weekenden, men det betyder ikke, at det er gået stille med historierne siden sidste løb.
Mest interessant har det, i hvert fald for danske Formel 1-fans, været, hvor Kevin Magnussen fortsætter i næste sæson. Alt tyder på, det bliver hos amerikanske Haas, men én ting er sikkert. Det bliver ikke hos franske Renault.
Allerede torsdag fortalte Kevin Magnussen, at det var ham, der havde fravalgt Renault. I et interview med TV3 SPORT sagde han følgende:
- Jeg havde følelsen af, at de allerede var videre. De havde brug for en, der kun kunne køre bilen i et år, og så havde de derefter nogle andre kørere i hovedet.
I et andet interview med flere skrevne medier åbnede Kevin Magnussen så senere for flere af sine tanker omkring tiden i Renault, og hvordan det havde været hårdt at gå rundt og høre, hvordan flere og flere kørere fik tilbudt 'hans sæde'.
- De (Renault-ledelsen, red.) fortalte mig aldrig, de kiggede efter andre kørere. Det tog rigtig lang tid, og mange kørere fik et tilbud. Jeg tror endda, at selv Paven fik et tilbud. Det var en smule rodet, så det var bedre for mig at komme af sted, sagde Magnussen, trods alt med overskud til en lille joke, ifølge Autosport.
Det ændrer dog ikke på, at det nu er tydeligt at se, Renault og Magnussen officielt har droppet hinanden.
Renaults teamchef, Frédéric Vasseur, var nemlig hurtig til at kommentere på Magnussens første ord, mens danskeren over for de skrevne medier ikke var bleg for at uddybe sin kritik af Renault-ledelsen.
- Det handler meget om den følelse, jeg har haft med ledelsen her. Mere åbenhed havde været godt. Nogle gange var det svært at finde ud af, hvem der rent faktisk bestemte her, og hvem der tog beslutninger. Men det er slut nu, og det betyder ikke noget. Det ligger i fortiden, sagde Magnussen yderligere til blandt andre Autosport.
TV 2 SPORT har tidligere kunnet fortælle, hvordan en splittet Renault-ledelse har haft svært ved at bestemme sig, og hvor danskeren har været en brik i midten.
Dengang var teamchef Frederic Vasseur dog på danskerens side, mens direktøren, Cyril Abiteboul, ville udskifte begge kørere.
I stedet endte det hele med, at Jolyon Palmer snuppede det sidste sæde hos Renault. Efter Magnussen havde takket nej vel at mærke.
Nu kan danskeren formentlig se frem til, at han i denne weekend officielt bliver præsenteret som Haas-kører for næste sæson på en flerårig kontrakt.