Formel 1

Porten åbner sig for Magnussen: Haas-kører sender afskedsbrev

En af de varmeste navne til Haas-sædet i 2017 Esteban Gutierrez skriver på sin Twitter, at han forlader teamet efter denne sæson.

Det har været som et puslespil med 1000 brikker, men nu er der kun meget, meget få tilbage. Måske endda kun én.

Alt tyder nemlig på, at det kun er Magnussen-brikken, der skal placeres, og så er der et fuldendt puslespil, hvor danskeren kommer til at overtage et sæde hos Haas-teamet.

Torsdag nat dansk tid sendte holdets nuværende kører Esteban Gutierrez nemlig en afskedshilsen på sin Twitter-profil:

- Kære venner. Jeg vil gerne dele med jer, at jeg ikke længere skal være en del af Haas' Formel 1-team i næste sæson.

- Jeg vil gerne takke hele holdet og personerne omkring, specielt Gene Haas, for denne mulighed for at arbejde med dem. Jeg ønsker dem alt det bedste. Der er to løb tilbage, som jeg vil nyde fuldt ud og som altid give mit bedste i.

- En speciel tak til alle mine fans og supportere, I vil altid have en plads i mit hjerte. Jeg håber snart at kunne dele mine planer for fremtiden. Kærlige hilsener, skriver den 25-årige mexicaner Gutierrez.

Han har ikke haft den bedste sæson hos Haas, der er i gang med sit første år i Formel 1. Gutierrez har endnu ikke kørt et eneste VM-point hjem.

Mexicaneren var ellers længe inde i varmen og i direkte konkurrence med Kevin Magnussen om sædet for næste sæson. Det har holdets teamchef, Günther Steiner, tidligere fortalt i et interview:

- Vi har snakket med Kevin, ligesom vi har talt med et par andre kørere, sagde Günther Steiner til Autosport.com og uddybede:

- Der er ikke længere ti kørere på vores liste. Vi er nede på to eller tre emner, som vi snakker med, og Esteban (Gutierrez, red.) er fortsat i spil, tilføjede Steiner i starten af sidste uge.

Det er dog fortid nu. Esteban Gutierrez er ude af spillet, og porten har åbnet sig for Magnussen. Nu skal den sidste brik bare lægges i weekenden.

Den store kørerkabale

Hvilke kørere skal køre for hvilke teams i formel 1-sæsonen 2017?

Mercedes

Mercedes

Nico Rosberg meddelte en chokeret motorsportsverden, at han indstiller karrieren. Derfor er det ene sæde ledigt hos det suveræne team, der har domineret formel 1 i de seneste år.

Lewis Hamilton fortsætter på holdet, der naturligvis kører med Mercedes-motor i 2017.

 

Foto: Scanpix

Ferrari

Ferrari

Begge nuværende kørere Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel er bekræftet til sæsonen 2017.

Finnen forlængede sin kontrakt med det italienske traditionsteam, der ellers ikke har leveret som forventet i 2016.

Holdet kører selvsagt med Ferrari-motor.

Foto: Scanpix

Force India

Force India

Mexicanske Sergio Perez var den første, der blev bekræftet for sæsonen 2017.

Den 20-årige franskmand Esteban Ocon er efterfølgende også blevet bekræftet som Formel 1-kører hos Force India. Ocon skifter fra Manor, hvor han fik sin Formel 1-debut.

Holdet bruger i 2017 Mercedes-motor.

Foto: Scanpix

Haas

Haas

Kevin Magnussen og Franske Romain Grosjean er bekræftet for 2017-sæsonen.

Allerede inden 2016-sæsonen var Haas tæt på at ansætte Magnussen, men endte i stedet med at vælge mere rutinerede Grosjean.

Haas kører med Ferrari-motor i 2017.

Foto: Scanpix

Williams

Williams

Det stod længe klart, at brasilianske Felipe Massa trækker sig fra formel 1 efter denne sæson. Men brasilianeren er blevet overtalt til at tage endnu et år.

Canadiske Lance Stroll, der har nydt stor succes i Formel 3, overtager det andet sæde. 

Williams fortsætter med Mercedes-motor i 2017.

Foto: Scanpix

Red Bull

Red Bull

Begge kørere fra indeværende sæson, Daniel Ricciardo og Max Verstappen er bekræftet for sæsonen 2017.

Red Bull har været førsteudfordrer til Mercedes i denne sæson. Skal fra næste sæson køre med TAG Heuer-motor.

Foto: Scanpix

McLaren

McLaren

Veteranen Jenson Button overlader pladsen til belgiske Stoffel Vandoorne, mens den spanske stjerne og tidligere verdensmester Fernando Alonso tager endnu en tørn for det ambitiøse team.

Også i 2017 kører McLaren med Honda-motor.

Foto: Scanpix

Renault

Renault

Tyske Nico Hülkenberg er bekræftet for 2017-sæsonen. Det sidste sæde er blevet besat at britiske Jolyon Palmer.

Dette kom efter en periode, hvor Kevin Magnussen ytrede frustrationer over ikke at få sin kontrakt forlænget og derfor i stedet havde kontakt til Haas-teamet. Magnussen var ellers blandt eksperter spået til at blive hos Renault.

Kører med Renault-motor i 2017.

Foto: Scanpix

Sauber

Sauber

Den svenske Formel 1-kører Marcus Ericsson fortsætter i 2017. Ligesom Ericsson forventes det, at Nasr fortsætter på holdet, men aftalen er endnu ikke på plads.

Det sidste sæde er blevet besat af Pascal Wehrlein.

Holdet kører med Ferrari-motor i 2017.

Foto: Scanpix

Manor

Manor

Intet er officielt på plads hos Manor, hvor Pascal Wehrlein og Esteban Ocon har været kørere i 2016.

Ocon var det største spørgsmålstegn af de to for 2017-sæsonen, og han er da også skiftet til Force India.

Derfor er der nu et sæde ledigt, som forventes at blive udfyldt af mexikanske Esteban Gutierrez, der ikke fortsæter hos Haas.

Det forventes også at Wehrlein, der er tilknyttet Mercedes, fortsætter hos Manor, der også kører med Mercedes-motor.

Foto: Scanpix

Toro Rosso

Toro Rosso

Her er kørersammensætningen på plads. Carlos Sainz Jr. og Daniil Kvyat fortsætter i 2017-sæsonen.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at holdet i 2017 sæsonen får fra at bruge en Ferrari-motor til at at bruge Renault-motor.

Foto: Scanpix