Formel 1

Regnen siler ned i Brasilien: Derfor håber Magnussen, at regnen fortsætter

Der er udsigt til vådt vejr og dermed også et mere tilfældigt løb. Det er til Kevin Magnussens fordel, mener motorsportsreporter Jacob Hammerholt.

Det kan meget vel blive en rigtig våd omgang, når Brasiliens Grand Prix bliver kørt søndag.

Søndag eftermiddag dansk tid falder der store mængder vand over Interlagos, og på flere prognoser ser det ud til, at regnen fortsætter resten af dagen. Dermed kan Kevin Magnussen se frem regn, 18 grader og vind på 6 m/s.

Med masser af regn kan det blive et kaotisk løb, og det er til Kevin Magnussens fordel, vurderer TV 2 SPORTs Formel 1-reporter Jacob Hammerholt.

- Kevin Magnussen håber, at det kommer til at regne, for han har meget lidt at miste. Mens man længere fremme håber på tørvejr. Det bliver nemlig et lotteri, når det regner, lyder det fra Jacob Hammerholt.

Og selvom tingene bliver noget mere tilfældige, så er der dog også andre ting, der kan komme til at få betydning for løbets udfald.

- Bilens ydeevne bliver mindre i regnvejr, for det er sværere at få greb på banen, mens kørerens betydning for præstationen bliver langt mere vigtig, og derfor er der mindre forskel på de gode og mindre gode biler, fortæller Jacob Hammerholt, mens han slår fast, at Kevin Magnussen har brug for god hjælp fra Renault for at skabe et godt resultat.

- Strategien bliver nøglen til en god præstation i løbet. Nogle gange ser man, at banen tørrer op, og derfor bliver det vigtigt, at man rammer det rigtige dæk. Det handler altså om, hvornår man går fra wet til intermediate og fra intermediate til tørvejrsdæk.

Løbet går i gang klokken 17 dansk tid.