Formel 1

Magnussen er dybt imponeret over sit nye hold

Kevin Magnussen kalder sit nye Formel 1-hold for spændende og glæder sig til at køre for dem.

Kun ét løb mangler at blive kørt, før Kevin Magnussen for alvor kan forberede sig på at skifte Renaults racer ud med Haas'.

Allerede nu ser den danske Formel 1-kører dog frem til det nye samarbejde.

- De folk, som de har, og måden, de gør tingene på, er en smule anderledes end andre. Jeg mener, de kan være stærke på lang sigt, så jeg glæder mig til det, siger han til Formel 1-sitet Crash.

I denne sæson har Haas vist, at de har bilen til at være med i pointene til forskel for Renault.

Haas har vundet 29 point. Vel at mærke i deres første sæson i Formel 1. Til sammenligning har det franske hold kun opnået ni point. Her stod Kevin Magnussen for otte af dem.

Derfor har han stod respekt for sit kommende hold.

- Jeg synes, det er dybt imponerende, hvad de har opnået i deres første år. Det er ikke noget hold, der har overtaget et andet hold. De har skabt et helt nyt hold, og de har blandet sig i pointene - selv i deres første løb. Det, synes jeg, er meget imponerende og spændende.

Kevin Magnussen har skrevet under på en toårig aftale med Haas efter at have afvist Renault. Det franske team ville kun tilbyde danskeren en etårig kontrakt.

I stedet for Magnussen blev Jolyon Palmer tilbudt det sidste sæde hos Renault.

Hos Haas bliver danskeren holdkammerat med Romain Grosjean. Se sammenligningen af de to kørere her:

  • Alder

    24
    30
  • Podiepladser i karrieren

    1
    10
  • Aktive sæsoner i Formel 1

    2
    6
  • Samlet pointscore i Formel 1

    62
    316
  • Bedste placering i VM

    11
    7