Forspring til Magnussen? Haas afslører smart taktisk trick

Kevin Magnussens kommende arbejdsgiver har snart forberedt sig på 2017-sæsonen i et år, og det kan give danskeren en væsentlig fordel næste sæson.

Imens den danske Formel 1-kører har kæmpet med at holde liv i sin gule Renault-racer i sæsonens løb, så har Haas bevidst nedprioriteret denne sæsons bil.

Haas-teamet flyttede allerede sit fokus over på 2017-bilen inden sæsonens første grandprix, det skriver Autosport.

Næste sæsons store ændringer i setuppet betyder, at en lang række Formel 1-hold har flyttet fokus mod udviklingen af den nye racer tidligere end normalt. Og her var Haas altså et af de første hold.

I løbet af en sæson er hvert Formel 1-team begrænset til kun at afprøve sin racer 65 gange om ugen i en vindtunnel. Ifølge Autosport er det altså her, at Haas allerede tilbage i marts før det første grandprix i Australien stoppede med at teste sin 2016-bil.

I sæsonens første fire løb formåede Romain Grosjean at score point i tre af dem, mens bilen herefter har haft svært ved at følge med, så han kun har fået point to gange i de næste 16 løb.

- Vores resultater blev dårligere i løbet af året, fordi vi ikke af prøvede 2016-bilen særlig meget i vindtunnellen denne sæson. Det betyder, at vi har kunnet afprøve en anden bil i vindtunnellen og er blevet mere klar til fremtiden.

- Da jeg kom til teamet, ville vi være bedre i år to og bedre endnu i år tre. Og det er stadig planen. Vi har stadig meget arbejde foran os, men folk har set, vi er seriøse, fokuserede og betaler regningerne. Vi er på racerbanen, og vi klarer det ikke særlig dårligt, siger Romain Grosjean ifølge Autosport.

Næste sæson får den fransk-schweiziske racerkører selskab af danske Kevin Magnussen, og han tror da også på, at holdet kan klare sig endnu bedre næste år, når de bliver større og stærkere.