Formel 1

Jan Magnussen anede intet om sønnens skifte - indtil Kevin bad ham printe noget ud

Amerikansk motorsport blev redningen for Jan Magnussens karriere, og han glæder sig til at se sin søn i et amerikansk team.

Kevin Magnussen har kørt sit sidste løb for Renault, og selv om han reelt er ansat indtil udgangen af året, kan han godt aflevere de gule skjorter i genbrugscontaineren. Sort er det nye sort for Magnussen, der fremover skal iføre sig Haas’ team-skjorte.

Haas er ikke bare den nye dreng i Formel 1-klassen. Det er også drengen, der kommer fra et andet sted end de andre. Det eneste amerikanske team i Formel 1. Det betyder, at forandringen kan blive endnu større for Kevin Magnussen end ved at skifte mellem to europæiske hold.

Kevin spurgte, om jeg kunne printe noget ud for ham. Det kunne jeg selvfølgelig, og så kom der en Formel 1-kontrakt ud

Jan Magnussen

Amerikanerne har en helt anderledes tilgang til motorsporten, end den vi kender i Europa. Den dansker, der ved det bedst af alle, er Kevin Magnussens far, Jan. Han blev fyret i Formel 1, men i stedet for at opgive motorsport, skabte han sig en fremragende racerkarriere med udgangspunkt i netop USA, hvor han stadig kører for Corvette Racing.

- Jeg var nedbrudt, da jeg kom til Amerika. Formel 1-eventyret var lige sluttet, og det, jeg havde gået og drømt om, viste sig ikke at være, som jeg havde håbet på. Jeg var virkelig ked af det og nedtrykt, fortæller Jan Magnussen til TV 2 SPORT i paddocken ved sæsonens sidste Formel 1-løb i Abu Dhabi:

- Det var amerikanerne, der gjorde, at jeg kom tilbage. De er så gode til at skabe stemningen med, at 'vi er sgu et hold'. Vi taber sammen. Vi vinder sammen. Vi udvikler os sammen. Vi samler hinanden op, og vi fester sammen, når vi er gode. De er virkelig gode til teamspirit, og det håber jeg, at Haas fører med over i Formel 1, også selv om chefen er fra det nordlige Italien, siger Jan Magnussen.

Haas-teamet er stort i USA, hvor de også er engageret i den amerikanske NASCAR-serie, der vel nok er den mest succesfulde motorsportsserie i verden nogensinde.

- Haas er store i NASCAR. Det er nogle af dem, der virkelig bliver lyttet til. Når organisationen har brug for hjælp eller laver regelændringer, så lytter de altid til, hvad Haas har at sige om det, fortæller Jan Magnussen, hvis hjerte for længst er blevet vundet af den amerikanske tilgang til sporten.

- Motorsport i Amerika er meget mere baseret på et godt show. Fansene kommer før alt andet. Det hele er så dejligt åbent i forhold til Formel 1, der er meget lukket. Jeg kan godt lide, at der er åbent nede i pitten, så man går rundt mellem tilskuerne, og når man kører bilen frem i USA, så triller man ud gennem fansene, inden man kommer ud på banen. Det giver bare en god ånd, nogle gode løb og masser af tilskuere, siger Jan Magnussen.

Måske er den mere lukkede verden en af grundene til, at Formel 1 ikke altid har det let i USA, hvor NASCAR og Indycar er de to største serier.

- USA er stort nok til at kunne rumme Formel 1 også. Der er masser af fans, så det er ikke noget problem. Men Formel 1 har haft en svær tid i USA, blandt andet fordi de har haft nogle problemfyldte løb derovre.

- Løbet på Indianapolis i 2005 (Hvor kun seks biler deltog, fordi de andre strejkede i protest mod de dæk, der blev kørt med, red) satte virkelig spor hos fansene derovre. Det var ikke USA's skyld eller Formel 1’s skyld, men det var rigtig skidt for Formel 1 i USA, siger Jan Magnussen, der også mener, at Formel 1 skal finde på noget andet end det nuværende løb i Austin for at blive en større succes.

Nu kommer der ikke til at være en anden, der kører i stedet for

Jan Magnussen om Kevin Magnussens to-årige kontrakt

- Min fornemmelse er, at Formel 1 skal satse på et byløb i USA. Las Vegas, New York, Washington eller et sted, der er højt profileret. Bybaner er jo super venlige for arrangørerne, for du har jo egentlig bare sat en mur op rundt om alle fansene, så de ikke kan slippe væk, griner han og fortsætter:

- Austin er et virkelig, virkelig flot setup, men det er en røvsyg bane med alt det asfalt udenfor banen. Det er jo lidt ligesom her i Abu Dhabi. Det er også flot, meeeeen…..

Det er ikke kun Haas-teamets nationalitet, der er usædvanligt i Formel 1-verdenen. Det er også et team med en simpel struktur. Med ejeren Gene Haas og teamchefen Günther Steiner. Og så er der sponsordelen, der fylder enormt i kørernes hverdag hos stort set alle teams. Men hos Haas er der kun én sponsor: Haas Automotive, ejerens firma.

- Det vil alle racerkørere kunne lide, og jeg er helt sikker på, at den del også vil passe Kevin godt. Racerkørere er meget tidspressede i løbsweekenderne, så den tid, som man burde bruge på at udvikle bilen, bliver skåret, fordi man skal alt muligt andet, blandt andet i forhold til sponsorer. Der vil være mere tid til at udvikle i løbsweekender, og det vil komme dem til gavn, siger Magnussen Senior, inden han med et grin bemærker:

- Det er en dyr måde at køre race på. Så vidt jeg ved, gør sponsorer det billigere. Men det er den rigtige måde at køre race på.

For Kevin Magnussen er der også markante forskel på kontraktforholdene. Hos McLaren og Renault var kontrakterne på et år, men hos Haas er det to.

- Det er jeg utrolig glad for. Det giver samarbejdet et godt fundament. Nu er det ikke bare at arbejde frem til den næste løbsweekend, og så den næste, og så den næste. De kan arbejde meget mere langsigtet med tingene.

- Nogle af de ting, som de laver, kommer måske først til at gavne om to år, men det er så stadig dig, det kommer til at gavne. Det kommer ikke en eller anden, der kører i stedet for dig. Det er dig selv, der høster frugterne. Det er en vigtig forskel, og jeg tror, at Kevin vil arbejde utroligt godt i sådan et system, siger Jan Magnussen

Varigheden af kontrakten og det samlede projekt hos Haas får Jan Magnussen til at vurdere de næste to sæsoner som skelsættende for sin søns karriere.

- Hos Renault vidste Kevin fra start, at det var en et år gammel bil, og den er så to år nu, uden at der er blevet sådan rigtigt udviklet på den. Til næste år kommer han til at sidde i den skarpeste racerbil, som Haas overhovedet kan fremstille. De starter på et projekt, og så håber jeg, at han er stærk nok til at blive ham, der driver udviklingen af bilen.

- Han er oppe mod en stærk og højt rangeret kører, Romain Grosjean, men det vil også være med til at presse og skubbe ham fremad. Jeg ved, at Kevin selv har store forventninger til det, og han er det rigtige sted nu. Jeg tror, at han henover de næste to år sætter tonen for resten af sin karriere, siger Jan Magnussen.

Haas er spået en svær sæson næste år, hvor teamet ikke i samme grad som i år må købe sig til hjælp hos Ferrari-teamet, og det ville vist nærmest være første gang i verdenshistorien, hvis projektet ikke støder på problemer undervejs. Men amerikanerne er gode til at håndtere de problemer, som de støder på, ifølge Jan Magnussen.

- Der er bare mere sammenhold i Amerika. Vi kører race, så buldrer vi ind i hinanden, og så er det overstået. Vi får det fejet af bordet, og så er der barbecue om aftenen. Det er meget mere venligt. Formel 1 er en helt anden dimension. Der er så mange penge involveret, at det ikke rigtigt er muligt, men det er den største forskel på amerikansk og europæisk motorsport, siger Jan Magnussen, der dog også hurtigt opdagede en anden forskel, da han kom fra Formel 1 til amerikansk motorsport:

- Hvis jeg lavede en fejl, så blev jeg ikke begravet i den. De samlede mig op igen. Jeg fik at vide, at jeg var et kvajhoved, men så var det sådan, og så løste vi problemet sammen, og så havde vi lært af det. Jeg er ikke så involveret i Kevins karriere, at jeg ved, hvordan det er nu, men i min tid i Formel 1, følte jeg, at hvis der blev begået en fejl, så stod alle og pegede i en anden retning. Der skulle findes en syndebuk, og han skulle have hele ansvaret, og det skulle være nu. Det bryder jeg mig ikke om.

- I Formel 1 var det meget svært at finde roden til problemet, fordi alle vaskede hænder. I USA var mere lige til: ”Lad os nu for fanden finde ud af, hvad der skete og hvorfor lortet sprang i luften? Okay, det var derfor. Bum. Og så skal vi ikke lige blive enige om at undgå det næste gang?” Og så er det overstået. I Formel 1 krævede det 27 møder, og man nåede aldrig frem til, hvad det egentlig var. Folk var så bange for at tage ansvaret og sige: ”Det var i min afdeling, at vi kvajede os”, fordi man så sikkert bliver besvaret med en fyreseddel, ik? Sådan er det ikke i USA.

Selv om Jan Magnussens viden om og kærlighed til amerikansk motorsport er tæt på uendelig, så var det ikke ham, der rådede Kevin Magnussen til at skrive under med Haas.

- Nej, slet ikke. Der har været snak om Haas gennem noget tid, men jeg fik det først at vide, fordi Kevin kom hjem til mig en dag og spurgte, om jeg lige kunne printe noget ud for ham. Det kunne jeg selvfølgelig, og så kom der en Formel 1-kontrakt ud. Den skrev han under på og sendte den tilbage igen. Det var sådan, jeg fandt ud af det, storgriner Jan Magnussen:

- Det var Kevins måde at fortælle mig det på.

Det lyder jo ret enkelt og ligetil. Ligesom amerikansk motorsport.