Formel 1

Han er favorit til at overtage verdensmesterens Formel 1-sæde

TV2 SPORTs motorsportsekspert peger på Pascal Wehrlein som den oplagte afsløser for Nico Rosberg.

Mercedes’ Formel 1-team står i en mærkelig situation. Søndag blev Nico Rosberg verdensmester for første gang, og i dag har han så indstillet karrieren.

Det betyder, at teamet skal ud og finde en afløser. Rosberg havde nemlig kontrakt med Mercedes i både 2017 og 2018. Det kan blive en svær opgave, fordi kontraktkabalen i Formel 1-cirkusset er ved at gå op inden næste sæson.

- Jeg tror, det bliver Wehrlein, spår Jens Winther, der er motorsportsekspert på TV 2 SPORT.

- Pascal Wehrlein er rigtig dygtig. De har mere eller mindre kørt ham i stilling siden tidligere på året. Jeg tror, han har været i pipeline til at overtage sædet før eller siden.

Wehrlein har i 2016 kørt for Manor. Inden da var han reserve hos Mercedes, og nu kan han så overtage den tunge arv efter Nico Rosberg. Det kan betyde, at den intense rivalisering mellem teamets førstekørere stilner lidt af til næste år.

- De får svært ved at finde en kører, der kan køre lige op med Lewis Hamilton. Så hvis jeg var Hamilton, ville jeg klappe i mine hænder, siger Jens Winther.

Ud over den oplagte afløser Wehrlein, så kan Mercedes selvfølgelig også prøve at købe en anden kører fri.

- Kunne det ikke være vildt, hvis Sebastian Vettel overtog sædet, spekulerer Jens Winther.

Men har han ikke kontrakt med Ferrari for næste år?

- De har sgu alle sammen en havelåge, alle de store drenge der.

Under alle omstændigheder er Nico Rosbergs overraskende karrierestop et tab for Formel 1-feltet, vurderer motorsportseksperten:

- Sporten mister en meget vellidt og enormt rart og omgængeligt menneske, der kører meget med hovedet. Ikke altid den hurtigste, men altid en af de klogeste. En sjov og jovial type, slutter Jens Winther.