Formel 1

Bestseller-milliardær: Magnussen er min mest risikofyldte investering

I et yderst sjældent interview fortæller Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen, hvorfor han valgte at investere penge i racerhåbet Kevin Magnussen.

I videoen øverst vurderer Jacob Hammerholt, hvorfor Haas er det rigtige team for Kevin Magnussen.

Anders Holch Povlsen er forretningsmand med stort F, og gennem tiden har profitable investeringer bidraget til familiens formue, der i dag skønnes til at være i underkanten af 40 milliarder kroner.

Historien med Kevin Magnussen er dog en ganske anden, for Anders Holch Povlsen regner ikke med at blive rig af sin investering i den danske Formel 1-kører, der næste år skal køre for det amerikanske team, Haas F1.

- Det er nok den mest risikofyldte investering, jeg har deltaget i. Hvis bare jeg kunne få lidt af pengene igen, så ville jeg være glad, siger Anders Holch Povlsen i et interview med P1 Business.

Det er sjældent, at den 44-årige milliardær giver interviews, og derfor er det sparsomt med information om, hvorfor han i sin tid valgte at smide millioner efter Kevin Magnussen. Men i radioprogrammet løfter Anders Holch Povlsen sløret for sine grunde.

- For nogle år side var der en flink pige, der introducerede mig til Kevin, og jeg syntes, at han virkede som en rigtig guttermand. Det virkede til, at der var et eller andet potentiale. I hvert fald var der et talent, og derfor valgte jeg at hjælpe Kevin, siger den administrerende direktør og ejer af Bestseller.

Den omtalte kvinde er Dorte Riis Madsen, der på daværende tidspunkt var manager for Kevin Magnussen. Det samarbejde ophørte tidligere i år, men kontakten mellem Magnussen og Anders Holch Povlsen var formentlig ikke opstået uden hende.

I interviewet med P1 Business fortæller Anders Holch Povlsen videre, at hans investering har været for at prøve at hjælpe Kevin Magnussen med at udleve hans drøm om at blive Formel 1-verdensmester, men det præcise beløb vil forretningsmanden ikke komme ind på.

Ifølge BT er der tale om en investering på over 120 millioner kroner siden den 1. april 2010, hvor Anders Holch Povlsen og Kevin Magnussen stiftede "Andelsselskabet af 1. april 2010". Nogle af pengene kommer dog hjem igen fra næste år, hvor Magnussen begynder at tjene en reel løn hos Haas F1.