Formel 1

Magnussens hold sætter ambitiøst mål for næste sæson

Kevin Magnussens nye hold, Haas, håber på som minimum at opnå samme resultater som i sidste års sæsonstart.

Der bliver forventet store ting af Kevin Magnussen og hans holdkammerat Romain Grosjean i den nye Formel 1-sæson.

Deres hold, Haas har meldt ud, at de som minimum vil have den samme succesfulde start, som de fik i 2016. Hvilket var holdets første sæson i Formel 1.

Her kørte Romain Grosjean sig frem til en sjetteplads ved årets første grandprix i Australien, hvorefter det i næste grandprix i Bahrain blev til en femteplads.

Haas' teamchef, Guenther Steiner, mener, at det er et godt pejlemærke for den nye sæson, selv om eksempelvis Grosjean så ud til at overpræstere, da han sluttede sæsonen på en samlet 13. plads.

- Vi vil forsøge at gøre, hvad vi formåede sidste år, og forhåbentlig kan vi opnå det samme eller et bedre resultat.

- Jeg er helt klar over, det bliver svært, men hvis vi ikke forsøger, opnår vi det ikke, lyder den optimistisk melding fra Steiner til magasinet Racer.

Holdet har skiftet til Ferrari-motorer, og teamchefen forventer naturligvis, at bilerne kommer til at fungere bedre i denne sæson.

Ellers ser han ikke nogen grund til at ændre så meget i forhold til, hvordan de greb deres debutsæson an.

- Vi vil kun lave nogle få justeringer. Vi vil gøre vores job lettere ved at erstatte nogle af de ting, vi brugte tid på sidste år. Det skulle gerne gøre bilen mere effektiv, siger han.

Det bliver Kevn Magnussens første sæson hos Haas, efter han sidste år kørte for Renault.