Utilfreds Magnussen: Jeg har været uheldig
Kevin Magnussen glæder sig til at vise sig frem for Haas, efter to ophold hos henholdsvis McLaren og Renault, hvor heldet manglede.
Mens 2017 udgaverne af Formel 1-feltets biler fortsat holder i garagerne, så er kørerne så småt begyndt optakten til den nye sæson.
Således også danske Kevin Magnussen, der i disse dage er på visit i engelske Banbury, hvor hans nye amerikanske arbejdsgiver holder til.
Det er dog langt fra uvant at være i det britiske for Magnussen, der startede sin karriere i motorsportens kongeklasse hos McLaren i Woking.
Derfra gik turen to år senere videre til franske Renault, der holder til ved Enstone blot 20 kilometer fra Banbury.
- Det var en fantastisk chance for at komme tilbage i Formel 1. Jeg havde mistet mit sæde til Fernando (Alonso, red.), og havde et år på sidelinien. Så at få lov at køre Formel 1 igen, var en kæmpe chance.
- Jeg nød det meget, og det var ekstremt vigtigt for mig, at jeg fik sædet, for det var i sidste øjeblik, at det faldt på plads, fortæller Kevin Magnussen til ESPN om aftalen han landede med Renault i februar 2016.
Tiden hos både McLaren og Renault sluttede ikke, som danskeren havde håbet på. Og det var ikke alene Magnussens egen skyld.
- Jeg føler, jeg har været uheldig hos mine to første teams. Jeg burde have opnået mere hos dem begge, men i begge tilfælde mistede jeg mit sæde. Hos McLaren på grund af nogle lidt underlige omstændigheder. Hos Renault splittede vi op, da vi ikke følte det fungerede. De gav mig et tilbud jeg ikke accepterede, da jeg havde et bedre et på hånden, som jeg tog. Og nu er jeg her, siger Magnussen om skiftet til Haas F1-team.
Og at der er noget om snakken giver TV 2 SPORT's motorsportsreporter sin landsmand ret i.
- Jeg kan sagtens forstå, at Kevin Magnussen håbede på mere i sine sæsoner ved to så store teams som McLaren og et Renault-fabriksteam. På papiret kunne det have blevet til et meget solidt grundlag for en lang Formel 1-karriere, men to problemfyldte teams betød, at han nu skal starte sin tredje sæson ved team nummer tre, siger Jacob Hammerholt.
Selvom drømmen om verdensmesterskaber med McLaren og Renault ikke umiddelbart bliver til noget, så er det ikke noget, som Magnussen i dag ville have gjort anderledes.
- Jeg fortryder ikke noget, og der er masser af folk hos både McLaren og Renault, som jeg fortsat holder kontakt til. Tingene gik bare ikke som håbet, og nu er jeg glad for, hvor jeg er havnet, siger Magnussen.
Tredje gang siges at være lykkens gang. Og noget tyder på, at danske Kevin Magnussen også tror på det gamle ordsprog.
I hvert fald har den 24-årige racerkører store forhåbninger til sin fremtid hos sin nye arbejdsgiver Haas, der fik en flot debut i Formel 1 i 2016.
- Nu har det ført mig hertil Haas, et sted hvor jeg tror, jeg kan udvikle mig og få erfaring sammen med holdet. Det er en super mulighed for mig.
- At komme her, og se hvordan dette team fungerer, har understreget, hvor vigtigt det er, at der er styr på tingene. Hos Haas er der styr på det – folk har ansvar for deres områder, og stoler på, at andre tager ansvar. Det er en god kultur og det er vigtigt, siger Magnussen, med slut skjult henvisning til sine tidligere arbejdsgivere.
Med skiftet til amerikanerne, får Kevin Magnussen formentlig også en noget anden rolle, end han hidtil har haft, da Magnussen har mere løbserfaring end teamet. Og det bliver sundt for Roskilde-drengen.
- Nu får Kevin Magnussen tid til at arbejde sig godt ind i Haas-teamet. Det trænger han også til efter to turbulente sæsoner som Formel 1-kører. Men det er så også nu, at Kevin skal bevise, at han kan levere, når chancen byder sig. Det bliver en meget vigtig sæson for ham, mener Jacob Hammerholt.
Kevin Magnussen har skrevet en to-årig kontrakt med sit nye team, og får første chance for at imponere i Haas-raceren, når sæsonen åbnes med Australiens grand prix i Melbourne den 26. marts.