Magnussens hold beordret til at fjerne en del fra raceren

Haas fik besked på at fjerne T-vingen før anden træning, og teamet ved endnu ikke, om den vender tilbage på bilerne i Australien.

Som en tagantenne på familiebilen havde hver Haas-racers T-vinge sit helt eget liv under fredagens første træning i Australiens næststørste by, Melbourne.

Vingen, der skal stabilisere luften for bagvingen, blev derfor fjernet før den anden træning efter ordre fra FIA (den internationale motorsportsunion, red.), og Haas' teamchef, Günther Steiner, er usikker på, om den kommer tilbage på bilerne i løbet af weekenden.

- Vi kørte med vingen under hele testen i Barcelona og havde aldrig et problem med, at den knækkede eller andet. I den anden træning måtte vi fjerne den på grund af bevægelse, så vi må se, hvad vi gør i den tredje træning, siger Steiner ifølge Autosport.

- På dataene kan vi se, at der er downforce. Den virker, så vi vil have den tilbage på bilen, men vi er nødt til at se, om vi får tilladelse til det. På denne racerbil er alt helt til kanten, alt hjælper, så du vil beholde det på, siger teamchefen.

Forud for fredagens første træning havde løbsdirektør Charlie Whiting advaret om, at motorsportsunionens tekniske repræsentant, Jo Bauer, ville kontrollere de dele, der havde bestået fleksibilitetstestene.

På billederne herunder kan du se Haas-raceren med og uden T-vingen.

Problemfyldt dag for Magnussen

Uden T-vingen lykkedes det Romain Grosjean at gentage ottendepladsen fra morgentræningen, mens Kevin Magnussen blev henholdsvis nummer 17 og 19 efter en problemfyldt dag i Melbourne.

I den anden træning nåede danskeren blot otte omgange, da bilen lækkede vand, og efter træningen var det også en skuffet Magnussen, der indrømmede, at han er et skridt efter konkurrenterne.

Helt så negativt ser TV 2 SPORT's motorsportsreporter Jacob Hammerholt ikke på tingene, selv om det langtfra var den begyndelse, som Magnussen og det amerikanske Formel 1-team havde håbet på.

- Rent sportsligt er det selvfølgelig et problem, men vi skal heller ikke gøre det værre, end det er, siger Jacob Hammerholt.

- Grosjean fik kørt nogle omgange, så de ved godt, hvordan de skal skrue på bilen for at få den til at køre hurtigt. Det skal de selvfølgelig bare gøre på Kevin Magnussens bil, når de sørger for, at den ikke går i stykker.

Tredje træning køres lørdag kl. 04:00, mens kvalifikationen flages i gang kl. 07:00. Søndag kl. 07:00 tændes de grønne lamper til sæsonens første grandprix.

Når grafikken er indlæst, kan du navigere med pilene herunder.
Vi kan se, at du ikke har slået WebGL til i din browser. Det er nødvendigt for at få den fulde oplevelse. Se her, hvordan du slår det til. Alternativt kan du åbne artiklen i Google Chrome eller Mozilla Firefox.
OBS: Vi kan se, at du bruger Internet Explorer. Vi anbefaler at skifte til Google Chrome eller Mozilla Firefox for at få den fulde oplevelse.