Formel 1

I Magnussens fodspor: De kan blive den næste dansker i Formel 1

Dansk motorsport kan godt gøre sig forhåbninger om endnu en dansker i Formel 1, der er nemlig masser af talent i Danmark, mener sportschef.

Antallet af danskere i Formel 1 kan tælles på en hånd. Den første var der Tom Belsø og Jac Nellemann, senere fulgte Jan Magnussen og Nicolas Kiesa, inden Kevin Magnussen fik sin debut for McLaren i 2014.

Men chancen for at få gjort fem til seks har sjældent været så god som nu, fortæller sportschef i Dansk Automobil Sports Union (DASU) Bo Baltzer Nielsen til TV 2 SPORT.

- Jeg tror, vi står med flere store talenter, end vi nogensinde før har gjort. Der er en gruppe af meget talentfulde kørere, der kan følge i hjulsporet på Kevin Magnussen, lyder det fra sportschefen.

Danske Formel 1-kørere

1973-74 Tom Belsø: 5 Formel 1-løb, 2 starter

1976 Jac Nellemann: 1 Formel 1-løb, 0 starter

1995,1997-98 Jan Magnussen: 25 Formel 1-løb, 24 starter

2003 Nicolas Kiesa: 5 Formel 1-løb, 5 starter

2014-? Kevin Mangussen: 44 Formel 1-løb, 43 starter

Note: Opgørelsen over Kevin Magnussens løb er foretaget den 26/4-2017 og forventes at fortsætte med at stige. 

Bo Baltzer Nielsen peger på, at det lige nu er 20-årige Nicklas Nielsen, 15-årige Frederik Vesti, 15-årige Christian Lundgaard og 14-årige Noah Watt, der har de bedste muligheder for at gå hele vejen til motorsportens fineste klasse.

Mentalt stærke

Ifølge TV 2 SPORT's motorsportsekspert Jens Winther, så adskiller de fire unge kørere sig fra tidligere årgange - ikke så meget på deres talent - men i højere grad på deres mentale styrke.

- Vi har tidligere haft kæmpe, store talenter, men de har manglet vindermentaliteten og har ikke altid været dedikeret nok, men det er de nye.

- De her drenge er meget mere fokuseret end de tidligere årgange. De opfører sig ordentligt, spiser og træner rigtigt. Forældrene er måske lidt curlingagtige, men de har også fattet, hvad det drejer sig om, og det handler om mere end bare at køre stærkt, fortæller Jens Winther.

Fanget bag finnerne

Imens Danmark har kæmpet med at få talenter til at gå hele vejen til Formel 1, så har historien været en anden i Finland.

Finland og Danmark har stort set samme antal indbyggere, men finnerne har for længst overhalet Danmark, når det kommer til både Formel 1-verdensmesterskaber og antallet af Formel 1-kørere.

  • Befolkningsstørrelse i millioner

    5.5
    5.7
  • Verdensmesterskaber

    4
    0
  • Samlet antal Formel 1-kørere

    9
    5
  • Antal kørere i Formel 1 lige nu

    2
    1

Det billede kan dog snart blive et andet, vurderer DASUs sportschef.

- Det har lidt været sådan, at finnerne fik et ry for, at bare du kom fra Finland, så var du god. Nu virker det til, at vi er ved at få lidt det samme ry. Hvis jeg skal være lidt hård i det, så synes jeg faktisk, at vi er bedre end dem lige nu på talentfronten.

Penge skal være på plads

Selvom talentet er til stede i dansk motorsport, så er der dog flere ting, der skal lykkes understreger Bo Baltzer Nielsen.

- Det er et nåleøje at komme i Formel 1, hvor det hele skal klikke på det rigtige tidspunkt, men der er gode chancer for, at de her kørere kan gå hele vejen.

Helt så optimistisk er motorsportsekspert Jens Winther ikke.

- Det er fint, at de her drenge pejler efter Formel 1. Men man skal huske på, at Formel 1 består af omkring to fodboldhold, og økonomi spiller desværre en stor rolle for talenternes muligheder for at få succes.

Bo Baltzer er enig. Økonomien skal være på plads.

- Den største udfordring er at skaffe penge. Skal man op gennem rækkerne i motorsport, så kræver det penge, fortæller sportschefen.

God start

En af grundene til, at der på trods af den økonomiske udfordring er håb for de her danske drenge, er, at de har kørt sig til gode aftaler med gode teams.

Nicklas Nielsen er blevet tilknyttet Ralf Schumachers tyske Formel 4-team. Christian Lundgaard er blevet juniorkører hos Renault. Frederik Vesti får i weekenden debut i den tyske Formel 4-serie, hvor han skal køre for det team, hvor Max Verstappen begyndte sin karriere. Og Noah Watt er blevet tilknyttet Jan Magnussens danske Formel 4-team.

- De har muligheder i deres teams for selv at kunne afgøre deres karriere nu, konstaterer Bo Baltzer Nielsen.

Tæt på de fire talenter

NICKLAS NIELSEN

  • Alder: 20 år.
  • Mest bemærkelsesværdige resultater: 2016 Rookiemesterskabeti den tyske Formel 4-serie, nummer tre i Audi Sport TT Cup, 2015 vinder af WSK Final CUP, WSK Champions Cup, WSK Super Master Series.
  • Formel 4-Team: US Racing.
  • Bonus-info om teamet: Bliver ledet af den tidligere Formel 1-stjerne Ralf Schumacher.
  • Kommentar fra Bo Baltzer Nielsen: Frederik Vesti og Nicklas Nielsen skal køre i den tyske Formel 4-serie, der regnes som den hårdeste serie. 

    Nicklas Nielsen kører sin anden sæson i serien. Sidste sæson vandt han rookiemesterskabet, og han er en af favoritterne til at vinde det samlede mesterskab i år. I forhold til at nå Formel 1, så er det et "make or break"-år for ham, hvor han helst skal vinde mesterskabet i Tyskland.

CHRISTIAN LUNDGAARD

  • Alder: 15 år.
  • Mest bemærkelsesværdige resultater (GoKart): 2016 nummer tre i WSK Champions Cup, nummer to i det danske mesterskab, 2015 Europamester.
  • Formel 4-Team: Renault - Lundgaard skal køre i den russiske Formel 4-serie.
  • Bonus-info om teamet: Kevin Magnussens nuværende teamkollega hos Haas, Romain Grosjean, har tidligere været en del af samme program. 
  • Kommentar fra Bo Baltzer Nielsen: Christian Lundgaard er et kæmpetalent. Det vidner den chance, som Renault har givet ham også om. Umiddelbart er Christian Lundgaard den af de fire, der har de bedste kort på hånden lige nu i forhold til at nå Formel 1, fordi han er optaget i Renaults talentakadami.

FREDERIK VESTI

  • Alder: 15 år.
  • Mest bemærkelsesværdige resultater (GoKart): 2015 Vinder af WSK Final Cup (KFJ), 2014 Dansk mester(KFJ), 2013 Dansk Mester (Cardet Junior)
  • Formel 4-Team: Van Amersfoort - skal køre i den tyske og danske Formel 4-serie.
  • Bonus-info om teamet: Teamet har tidligere haft Max Verstappen i stalden.
  • Kommentar fra Bo Baltzer Nielsen: Frederik Vesti sidder i et rigtig godt team nu, så han kan lægge grunden til en god karriere. Hans mål i denne sæson må være at vinde "rookiemesterskabet" i den tyske Formel 4-serie, som Nicklas Nielsen gjorde det sidste år.

NOAH WATT

  • Alder: 14 år.
  • Mest bemærkelsesværdige resultater (GoKart): 2016 Dansk GoKart-Mester, nummer to i europamesterskabet.
  • Formel 4-Team: Magnussen Racing - skal køre i den danske Formel 4-serie.
  • Bonus-info om teamet:Bliver ledet af Kevin Magnussens far, Jan Magnussen.
  • Kommentar fra Bo Baltzer Nielsen: Noah Watt har vist i GoKart, at han tilhører Europas bedste juniorkørere. Vi ved, at han kan køre meget stærkt, så når han får kørt nogle flere løb i Formel 4, så har han også nogle gode forudsætninger for at nå langt.