Chefen slår fast: Magnussen kører også Formel 1 næste år
Gene Haas har ingen planer om at hente en anden kører ind til næste sæson.
Kevin Magnussen har i forvejen kontrakt med Formel 1-teamet Haas i næste sæson, og sædet i en af de to racere er ikke i fare, og det gælder også teamkammeraten Romain Grosjean.
Det slår holdets grundlægger og ejer, Gene Haas, fast.
- Vi fortsætter med de samme kørere igen i næste sæson. Det er sikkert, siger Haas til formula1.com.
En del kørere har ellers kontraktudløb, men det frister altså ikke Gene Haas.
Han er nemlig tilfreds med beslutningen om at hente Magnussen til holdet til denne sæson i stedet for Esteban Gutierrez.
- Esteban var god. Han var ligeså hurtig som Romain (Grosjean, red.) i træningerne, men jeg mener, at Kevin er bedre i forhold til løbserfaring. Han kan score point, og det var nøglen, da vi hentede ham, siger Haas.
Ligesom i sidste sæson har Haas-teamet i alt scoret 29 point i alt. Det gik dog galt derfra i 2016, hvor holdet havde store problemer.
- Det kan ikke blive værre end sidste halvdel af 2016. Selv hvis vi kun får ét point, vil det være et plus. Mit gæt er, at vi i hvert fald scorer 29 point mere, og uden store bil- eller motorændringer og de samme kørere næste år bør give os et boost i vores kontinuitet.
Næste chance for point er den 30. juli, hvor det ungarske Formel 1-grandprix køres.