Magnussen langer ud efter Hamilton: - Han kører altid i vejen
Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen var alt andet end tilfreds med Lewis Hamilton efter dagens anden træning.
Kevin Magnussen nåede ikke at køre særlig meget i dagens træning i Ungarn.
Og selv da danskeren fik lov til at køre ud på banen, kom der problemer.
Lewis Hamilton spærrede vejen for Magnussen.
- Jeg kørte kun fire rigtige omgange, og han formåede alligevel at køre i vejen. Han kører altid i vejen, så det er ikke noget nyt, sagde Kevin Magnussen til blandt andre TV 2 SPORT.
Den tredobbelte verdensmester kørte langsomt rundt i det hurtige spor, selvom man ofte ser Formel 1-kørere give plads til biler bagfra, der er på hurtige omgange.
- Der var ingen foran ham, og han valgte alligevel at køre ekstremt langsomt i sidste sektor, hvor jeg var på en hurtig omgang. Det er unødvendigt for ham at være så langsom i sidste sektor, der var ingen foran ham, sagde Magnussen.
Har I talt om det?
- Nej, jeg taler ikke rigtig med ham.
Selvom Mercedes-køreren og Magnussen ikke er på talefod, så kan det være, at Lewis Hamilton alligevel får en lille hilsen fra danskeren.
- Nogle kørere er bare ligeglade, og det vil være det samme, når han engang er på en god omgang i kvalifikationen en dag, så er jeg ligeglad, sagde Magnussen og afrundede med en sidste kommentar om den tidligere verdensmesters kørsel.
- Der er ikke noget ulovligt i det, han laver. Det er bare lidt respektløst, fortalte Magnussen.
Der er tredje og sidste træning samt kvalifikation i morgen, lørdag, inden grandprixet på søndag.