Nyt element på bilen generer Magnussen: - Den er irriterende og grim
Den danske Formel 1-kører bryder sig ikke om halo'en og vurderer, at den kan udgøre en fare.
Blandt ændringerne til den nye Formel 1-sæson er sikkerhedsbøjlen over cockpittet i racerne blevet gjort obligatorisk.
Den såkaldte 'halo' har gjort det helt åbne cockpit til fortid i et forsøg på at øge sikkerheden for kørerne.
Danske Kevin Magnussen testede halo'en tilbage i 2016, men ville altså ikke køre med den. I sidste uges træning i Barcelona var der dog ingen vej udenom, og han har ikke ændret holdning.
- Den er rigtig irriterende og grim. Det er også svært at komme ned i bilen og op af den igen. Det gør det svært at sætte rattet i og tage det ud. Den er bare irriterende og i vejen, siger Kevin Magnussen ifølge autosport.com.
- Hvis det ligner lort, er det lort, sagde Magnussen, da reglen blev vedtaget i midten af sidste år, men sikkerhedshensynene sætter han nu også spørgsmålstegn ved.
Den kan nemlig spærre udsynet på vigtige tidspunkter, mener han.
- Når man kører ind i et sving, er det fint, for du kigger til siden og til højre eller venstre for stangen i midten, så det er ikke et problem at se svinget. Men det distraherer øjet, når man skifter retning i chikaner, og man skal flytte blikket, siger han til autosport.com.
- Det er en smule distraherende, men det er som sådan ikke en bekymring.
Men i et sving som det legendarisk Eau Rouge, hvor der er højdeforskel, kan halo'en ifølge Magnussen være til både gene og fare.
- Hvis man jagter én i Eau Rouge, kan man ikke se, om vedkommende laver en fejl på toppen og spinner, hvis man selv er på midten (af svinget, red.). Du kan ikke se, om han kører i muren.
Trods det irriterende element kørte Kevin Magnussen nogle gode tests i Barcelona, hvor hans racer nåede den højeste topfart af alle med 336,4 kilometer i timen.
Første grandprix i sæsonen køres den 25. marts i Australien.