- Magnussen og Haas kan overraske, mener Mercedes-chef

16x9
Kevin Magnussen har imponeret Mercedes-teamet efter den gode test i Barcelona. Foto: Ritzau Scanpix

Magnussen og Haas overraskede mange, da de leverede en hurtig og skarp præstation i de officielle test inden sæsonen. Og det gælder Mercedes-teamet.

Der blev løftet en del øjenbryn i pitten, da Kevin Magnussen kørte fra banen efter sin sidste test i Barcelona i forrige uge.

Danskeren havde nemlig sat den næsthurtigste tid, hvor kun den tidligere verdensmester Sebastian Vettel var hurtigere. Dagen efter fulgte Romain Grosjean op på danskerens gode resultat, og dette har skabt respekt rundt omkring i Formel 1-feltet - også hos de forsvarende mestre fra Mercedes.

- I vores statistiske data så de ret hurtige ud. Jeg håber virkelig, at de er med i topkampen. Det fortjener de. Gene Haas har taget nogle chancer og er en sand entrepeneur, imens Günther (Steiner, teamchef, red.) ved, hvad han laver, siger Toto Wolf, Mercedes-direktør, til Formula1.com.

Wolff fortæller, at det er svært at vurdere på nuværende tidspunkt, om Haas reelt set vil kunne kæmpe med om podieplaceringerne i den kommende sæson. Der er nemlig tæt kamp i toppen af midterfeltet.

- Der er også Renault, som kommer til at tage et skridt fremad, og det vil McLaren også. Williams har set gode ud på den lange bane, så jeg tænker, at der en masse teams, som lige uden for top-tre kan lave en overraskelse.

Danskerens suveræne tid i Barcelona hed 1.18.360, hvilket var lidt over ét sekund efter Ferraris Sebastian Vettel, der noterede sig for den hurtigste omgangstid i løbet af de to testuger.

Formel 1-sæsonen 2018

25/3: Australiens Grand Prix

8/4: Bahrains Grand Prix

15/4: Kinas Grand Prix

29/4: Aserbajdsjans Grand Prix

13/5: Spaniens Grand Prix

27/5: Monacos Grand Prix

10/6: Canadas Grand Prix

24/6: Frankrigs Grand Prix

1/7: Østrigs Grand Prix

8/7: Storbritanniens Grand Prix

22/7: Tyskland Grand Prix

29/7: Ungarns Grand Prix

26/8: Belgiens Grand Prix

2/9: Italiens Grand Prix

16/9: Singapores Grand Prix

30/9: Ruslands Grand Prix

7/10: Japans Grand Prix

21/10: USA's Grand Prix

28/10: Mexicos Grand Prix

11/11: Brasiliens Grand Prix

25/11: Abu Dhabis Grand Prix

Foruden Mercedes-chefen var BBC's motorsportsredaktør, Andrew Benson, også forundret over den hurtige tid.

- Magnussens tid var særligt imponerende - 1,2 sekund langsommere end Sebastian Vettels Ferrari, og det var til trods for, danskeren brugte supersoft-dæk, hvilket er vurderet til at være ét sekund langsommere end hypersoft, som tyskeren brugte, siger Benson.

Formel 1-sæsonen bliver skudt i gang den 25. marts, når Melbourne Grand Prix Circuit i Australien lægger asfalt til årets første løb.