Formel 1

Vejret i Kina kan drille Magnussens hold, vurderer chef

Kevin Magnussen får måske ikke lige så let ved at køre sig i top 10 i kvalifikationen, som i sæsonens to første løb.

Haas’ teamchef, Günther Steiner, forudser, at holdet måske kan få det en smule vanskeligere i forbindelse med Kinas Grand Prix.

Bare en uge efter Kevin Magnussen leverede et topresultat med en femteplads i Bahrains Grand Prix, skal Formel 1-feltet i aktion igen.

Den kommende weekend byder på det kinesiske grand prix, og her kan Haas måske få det svært i forhold til at levere et nyt topresultat. Det vurderer Teamchef Günther Steiner.

- Normalt er vores bil bedst, når det er varmt, så derfor er Kina ikke blandt vores favoritter. Vi vil kæmpe hårdt for at få bilerne til at fungere, lyder det fra Steiner i en pressemeddelelse fra holdet.

I årets to første løb har temperaturerne ligget på over 25 grader, mens den normale gennemsnitstemperatur i Shanghai på denne tid af året er på omkring 15.

Der venter altså Kevin Magnussen og Romain Grosjean en smule koldere klima i Kina.

Udover en mulig udfordring med temperaturerne i weekenden, venter der også en anden prøvelse for Formel 1-feltet.

Dækkene kan blive nøglen

Dækleverandøren Pirelli har nemlig offentliggjort dæktyperne til løbet, og her har man valgt ikke at gøre det røde supersoft-dæk tilgængeligt, men derimod det lilla ultrasoft-dæk.

Holdene kommer derfor til at råde over medium (hvid), soft (gul) og ultrasoft (lilla).

Jeg tror, at det kommer til at gøre løbet spændende.

Kevin Magnussen

Det giver ifølge Kevin Magnussen nogle ekstra ting at skulle være opmærksomme på.

- Det er en interessant dæksituation. Det er ikke en, som jeg har oplevet før. Jeg tror, at det kommer til at gøre løbet spændende. Hvem ved, måske er ultrasoft-dækket fint som løbsdæk, men teoretisk set er det ikke et løbsdæk – det er et kvalifikationsdæk. Top 10 vil komme til at starte løbet på det, så det vil gøre løbet en smule mere spændende, fortæller Magnussen i pressemeddelsen fra holdet.

Også Romain Grosjean ser med spænding på dæksituationen.

- Måske kommer det til at åbne op for forskellige strategier, især hvis ultrasoft-dækkene ikke holder så længe. Jeg ser frem til at se, hvad jeg kan. I Kina kan vejret være drilsk. Det kan være varmt og koldt. En masse ting kommer til at afhænge af det, siger Grosjean og er dermed enig med Günther Steiner i forhold til vigtigheden af vejrsituationen.

Grosjean har et sæt medium, fire sæt soft og otte sæt ultrasoft, mens Magnussen har taget et par lidt andre dækvalg. Danskerne har to sæt medium, tre sæt soft og otte sæt ultrasoft.

Træningen til Kinas Grand Prix begynder fredag. Der er kvalifikation lørdag, og løbet bliver kørt søndag.

Kevin Magnussen har i sæsonens to første grandprixer kørt sig i top 10 i kvalifikationen. Han er nummer 9 i VM-stillingen med 10 point. Grosjean har endnu ikke fået point i denne sæson.