Formel 1

Formel 1-boss stærkt utilfreds med Grosjeans Haas-racer

Romain Grosjean styrer Haas-bilen rundt i et sving under weekendens grandprix i Bahrain.

Charlie Whiting er utilfreds med Haas, efter Grosjeans racer tabte dele under Formel 1-løb.

Der var problemer med Romain Grosjeans Haas-racer i weekendens grandprix.

Sidst i løbet begyndte bilen at dekonstruere. Store dele løsrev sig og fløj rundt i luften over banen i Bahrain.

For at være helt ærlig er det ikke særligt tilfredsstillende 

Charlie Whiting, Formel 1-direktør

- Det er potentielt farligt. En del faldt af og endte heldigvis på græsset. Derefter faldt flere dele af, og på deres (Haas', red.) tredje pitstop fjernede de endnu en del. For at være helt ærlig er det ikke særligt tilfredsstillende, siger Formel 1-direktør Charlie Whiting nu om den situation ifølge Motorsport Week.

Op til weekendens grandprix i Shanghai, Kina, kræver han derfor handling, så episoden ikke gentager sig.

- Vi bliver virkelig nødt til at sikre os, at de her ting sidder ordentligt fast, for der er så mange af dem. Nogle af de dele, der ryger af, kan - selv hvis de er små - gøre stor skade.

Kostede placeringer

Ifølge teamchef Günther Steiner var de tabte dele en streg i regningen for Haas, der ellers tangerede holdets bedste resultat med Kevin Magnussens femteplads i Bahrain.

- Romain tabte flere dele på bilen, og den var praktisk talt umulig at køre. Han mistede virkelig meget downforce. Så han var nødt til at tage et ekstra stop og mistede en stensikker 9. eller 10. plads. Det var han irriteret over, og vi er nødt til at se, om han rørte nogen eller noget. På den ene side manglede både bargeboards og sideflapper, sagde Steiner ifølge EkstraBladet efter grandprixet.

Selv havde fransk-schweizeren, der startede som nummer 16, endnu højere tanker om, hvad det kunne være blevet til.

- Det vil altid være svært, når man starter nede bagved. Jeg fik ikke en god første omgang, men kom derefter fint igennem feltet, og hvis jeg ikke havde mistet mit bargeboard, var jeg sluttet syver eller otter. Det var problemet. At jeg mistede dele, mens jeg kørte på banen, sagde Romain Grosjean.

Og det er altså problematisk ifølge løbsdirektøren for Formel 1.

- Det kræver ikke meget, før det gør bilen svagere. Kontakt vil formentlig gøre den svagere, så den vil begynde at smuldre, hvilket er, hvad der skete for Grosjean, fastslår Charlie Whiting.

Første træning i Shanghai finder sted fredag klokken 10 lokal tid, mens grandprixet køres søndag klokken 14.10 - klokken 8.10 dansk tid.