Formel 1

Formel 1-stjerne kræver flere sejre af holdet - ellers vil han væk

Hvis Red Bull skal beholde Daniel Ricciardo i 2019, skal holdet køre sig frem til flere sejre, mener australieren.

Daniel Ricciardo viste i det kinesiske grandprix i weekenden, hvorfor han er en af Formel 1-feltets bedste kørere.

Red Bull-stjernen lavede flere elegante overhalinger mod slutningen af løbet på Ferrari- og Mercedes-bilerne, inden han kunne køre først over målstregen.

Det var især en god pitstopstrategi af Red Bull, der banede vejen for sejren. Noget der måske kan øge holdets chancer for at beholde Ricciardo i fremtiden. For det er vellykkede strategier som disse, der skal fortsætte, hvis Ricciardo vil blive hos teamet, når hans kontrakt udløber efter sæsonen.

- Jeg vil helst være i den bedste bil. Jeg synes, at weekenden beviste, at hvis jeg får muligheden for at vinde, kan jeg gøre det færdig. Jeg kan håndtere presset og intensiteten, siger han ifølge Autosport til den australske tv-kanal Channel 10 .

- Hvis vi kan vinde nogle flere sejre med Red Bull nu, er det pludselig meget attraktivt at fortsætte. Hvis ikke, så er der nok nogle andre muligheder, siger Ricciardo og gjorde det klart, at han eksempelvis ikke har lyst til at kæmpe med om sjettepladsen i løbene.

Red Bull-chefen Christian Horner sagde, at det er op til holdet at skaffe en bil, der kan vinde. Men han fortalte også, at han synes, Ricciardo bør tage stemningen på holdet med i betragtning, når han skal tage stilling til sin fremtid efter sæsonen.

- Jeg tror, at Daniel er glad i miljøet hos Red Bull. Hvis vi kan lave en bil, som vi gjorde i Kina, hvorfor skulle han så tage et andet sted hen, siger Horner.

Ricciardo har kørt sig frem til 37 point i de første tre grandprix. Det er 17 point færre end Sebastian Vettel, som fører verdensmesterskabet.