Formel 1

Grosjean siger undskyld for exit - kom til at trykke på en knap

Kevin Magnussens holdkammerat Romain Grosjean var på vej mod sit bedste resultat længe, da han kørte inde i barrieren under safety car.

Red Bull-kørernes dobbeltuheld havde Romain Grosjean op på en sjetteplads, der ville være hans bedste resultat i knap et år.

På grund af uheldet kørte bilerne bag den såkaldte safety car med under 10 omgange tilbage af Azerbaijans grandprix, men pludselig - og uprovokeret - kørte Grosjean sin racer i barrieren.

- Jeg varmede mine hjul op og kom til at trykke på en knap, som jeg havde flyttet to pladser. Da jeg trådte på bremsen, var bremsebalancen låst bagtil. Den låste kun baghjulene, og jeg spandt rundt, siger Romain Grosjean til Formel 1s officielle hjemmeside.

Når kørerne varmer deres dæk op, kører de fra side til side, så da han var i gang med det, kørte han altså sig selv ud af løbet.

Grosjean havde ellers kørt et rigtig godt grandprix, hvor han startede sidst af alle kørere.

- Det gør rigtig ondt, og jeg vil gerne sige undskyld til holdet. Vi var midt i et fantastisk løb, siger Grosjean.

- At se Sergio Perez på podiet med tanke på, at jeg kæmpede mod ham, er virkelig smertefuldt for os. Det gik så godt.

Kevin Magnussen fik tidligt i grandprixet ødelagt en del af raceren og kom i mål sidst af de 13, der gennemførte.

Danskeren er dog stadig den eneste Haas-kører, der har fået point i sæsonen. Han står noteret for 11 efter fire løb.