Formel 1

Magnussen endte sidst – bilen manglede 'hele den ene side'

Der var store problemer for Kevin Magnussen under løbet i Baku. Et tidligt uheld fik betydning for resten af løbet.

Det blev aldrig Kevin Magnussens løb på banen i Baku, Azerbaijan, Danskeren endte sidste, men at han overhovedet gennemførte, er efter løbets start en succes.

Hele den ene side manglede stort set

Kevin Magnussen

I andet sving stødte en Sauber-teamets Marcus Ericsson ind i Kevin Magnussen i en situation, hvor Haas-køreren var uden skyld. Men sammenstødet ødelagde bunden på den hvide Haas-bil, og derfra var løbet reelt afgjort for Magnussen.

- Han (Ericsson, red.) låser og ryger ind i mig, hvor han laver hul i sidekassen og hiver gulvet af helt ned til baghjulet. Den ene omgang kunne bilen køre okay, men i næste sving kunne det gå galt. Men det var svært, og jeg vidste, at der kunne ske ting og sager. Specielt med dækkene efter safety car – det var svært, siger Kevin Magnussen efter løbet til TV3+.

Men Magnussen fortsatte, selvom bilen var i ringe forfatning.

Og på trods af de store problemer forblev han på banen i modsætning til Sirotkin, Ocon, Hulkenberg, Ricciardo, Verstappen, Grosjean og Bottas, der alle måtte udgå.

Den store skade på bilen kunne den danske kører dog ikke udligne med køreevnerne, og derfor blev løbet afviklet i den tunge ende af feltet.

- Det eneste, der var at gøre, var at hænge i og håbe på, at det, der skete, ville ske. Men det var ikke nok. I dag var der for meget skade på bilen. Hele den ene side manglede stort set.

Grosjean udgik

Dermed blev det ikke til point for Kevin Magnussen, der derfor fortsat er på 11 point i VM-stillingen. Selvom han sluttede sidst, var han igen bedre internt end holdkammeraten Romain Grosjean.

Den fransk-schweiziske racerkører fik nemlig at føle, hvor ubarmhjertig Formel 1-løbene kan være.

Under den sidste safety car varmede Grosjean sine nye dæk op, men efter et splitsekunds uopmærksomhed var Grosjean pludselig parkeret med fronten inde i barrieren. Han udgik derfor efter 44 af de i alt 51 omgange, hvor han ellers havde kæmpet sig fra en startplacering som nummer 20 op på en sjetteplads.

Næste gang Haas-kørerne skal dyste med resten af Formel 1-feltet er i maj, når Spaniens Grand Prix skal køres fra den 11. til den 13.