Formel 1

- Han er den farligste, jeg nogensinde har kørt mod, siger rival om Magnussen

Pierre Gasly var på ingen måde tilfreds med Kevin Magnussen efter søndagens grandprix i Baku.

Pierre Gasly og Kevin Magnussen var de langsommeste af de 13 kørere, der gennemførte grandprixet i Aserbajdsjan. Og den franske Toro Rosso-kører var mildest talt utilfreds med sin danske konkurrent efter søndagens dramatiske løb.

- Kevin er den farligste, jeg nogensinde har kørt mod. Han kørte mig bogstaveligt talt ind i muren med 300 kilometer i timen og ødelagde fuldstændig løbet, sagde Gasly ifølge Reuters, inden han fortsatte:

Jeg havde så mange vibrationer i bilen, at spejlene var ubrugelige. Jeg kunne intet se overhovedet

Kevin Magnussen

- Halvdelen af min underdel røg ud. Begge mine forhjul røg i luften, mit højre spejl gik i stykker, og mit rat blev bøjet. Efter det prøvede jeg bare at overleve til slutningen af løbet.

Og franskmandens svada var endnu ikke ovre.

- Jeg har ikke noget imod hårde racerkørere, men det her er bare langt over grænsen. Du kører ikke nogen ind i en mur med 300 kilometer i timen, sluttede Pierre Gasly.

Kørte "uforudsigeligt og unødvendigt"

Kevin Magnussen fik en ualmindelig dårlig start på grandprixet, da et sammenstød med Saubers Magnus Ericsson i andet sving kostede ham stort set hele den ene side af bilen.

Kollisionen med Gasly senere i løbet skyldtes dårligt udsyn, mente danskeren.

- Jeg havde så mange vibrationer i bilen, at spejlene var ubrugelige. Jeg kunne intet se overhovedet, lød Kevin Magnussens forsvar.

Ikke desto mindre besluttede grandprixets officials at tildele ham en 10 sekunders tidsstraf og to strafpoint for episoden, hvilket bringer den danske Haas-kører op på otte i alt for det seneste år.

Dermed nærmer Magnussen sig de 12 strafpoint på et år, der medfører udelukkelse fra et Formel 1-grandprix.

Den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen var en af de tre såkaldte 'stewards', der vurderede, at Kevin Magnussen "kørte uforudsigeligt og unødvendigt" i duellen mod Pierre Gasly.