Formel 1

Haas styrker raceren efter flere uheld i sæsonstarten

Haas-teamet har styrket karrosseriet på Formel 1-bilen, da de har haft flere uheld i starten af sæsonen.

Problemerne startede allerede i slutningen af februar, hvor Haas sammen med de andre Formel 1-teams testede bilerne i Barcelona.

Enkelte aerodynamiske dele faldt af raceren, og efterfølgende har både Romain Grosjean og Kevin Magnussen haft problemer med dele af bilen i henholdsvis Bahrain og Aserbajdsjan.

Men nu gør Haas noget ved det. De har fundet problemerne og har forsøgt at løse dem.

- Vi har ikke lavet om på designet. Vi har bare gjort delene stærkere. Det var svært at reparere, da vi hele tiden har været bagefter i forhold til reservedele, siger Haas-chefen, Gäunther Steiner, ifølge Autosport.

- Men jeg tror, at vi er kommet efter det, og det hele er nu integreret i bilerne.

Ifølge Formel 1-mediet Autosport fortæller Steiner, at Haas ikke har haft tid til at designe hele bilen om, så derfor kan han ikke love, at der ikke kommer problemer igen.

Træningen til grandprixet i Barcelona starter fredag, og det er traditionelt et sted, hvor holdene gerne tester dele og nye forbedringer af.

Steiner siger dog, at de kommer til at vente lidt med at vise og bruge alle opgraderinger.

- Vi har ikke taget den store opgraderingspakke med her. Den kommer senere hen. Vi har besluttet at udvikle i lidt længere tid, da bilen præsterede godt, sidst vi kørte i Barcelona i pre-season, siger teamchefen.

Fredag træner bilerne for første gang. Første træning er klokken 11, imens den anden starter klokken 15.