Formel 1

- Magnussen bliver set som en bad boy, siger Haas-chef efter ny episode

Kevin Magnussen slap for en straf, da han efter fredagens første træning skulle mødes med løbsledelsen på grund af en episode med Charles Leclerc.

Kevin Magnussen har de seneste uger gjort sig uheldigt bemærket ad flere omgange. 

For to uger siden i Azerbaijan blev danskeren kaldt 'den farligste kører i feltet' af Pierre Gasly fra Toro Rosso efter at have kollideret med franskmanden på en af langsiderne, og under fredagens første træning i Barcelona blev han beskyldt for at have blokeret vejen for Saubers Charles Leclerc. 

De to episoder har været med til at danne et blakket øjebliksbillede af danskeren. 

- Jeg tror, han i øjeblikket bliver set som lidt af en bad boy. Lige så snart han gør noget, bliver det indberettet. Han kender sin vej nu, siger Günther Steiner ifølge motorsportsmediet Planet F1

- Jeg tror, alle føler, de har ret til at stikke til Kevin i øjeblikket, fordi han har været indblandet i et par uheld, siger Günther Steiner videre. 

Kevin Magnussen blev som følge af fredagens episode indkaldt til møde hos løbsledelsen for "en potentiel farlig manøvre". Men danskeren kunne ånde lettet op, da han slap afsted med en reprimande. 

Både Toro Rossos Pierre Gasly og Saubers Charles Leclerc er i gang med deres første hele sæson i Formel 1, og det faktum kunne være én af årsagerne til, at de skyder med skarpt mod Magnussen. 

- Der er nogle få nye drenge, der tror, de er noget, fordi de har haft enkelte gode resultater i de sidste par løb. Selvfølgelig var det ikke perfekt, men det sker i de frie træninger, siger Günther Steiner. 

Kevin Magnussen blev nummer 11 i den første træning, mens han forbedrede sig i den efterfølgende sektion, hvor han blev nummer 8. Teamkollega Romain Grosjean blev nummer 8 i den første og nummer 7 i den anden. 

Lørdag køres den sidste træning, inden der senere lørdag køres kvalifikation til søndagens grandprix.