Ung Ferrari-fan er tilbage, efter han blev trøstet af stjernen
Ferraris Kimi Raikkonen tog sig sidste år tid til at trøste en ung Ferrari-fan, der brød grædende sammen, da finnen kørte galt i første sving.
Alverdens Formel 1-seere kunne for et år siden se en grædende ung Ferrari-fan på de direkte billeder, da Kimi Raikkonen parkerede sin racer i det første sving og måtte udgå.
Tilskueren, som iøvrigt hedder Thomas, blev efter løbet inviteret ned i garagen hos Ferrari, hvor Raikkonen tog sig tid til at trøste ham og give ham et minde for livet. Nu er han igen på plads på Circuit de Barcelona-Catalunya.
- Jeg håber, han ikke kommer til at græde igen af den samme årsag, siger Kimi Raikkonen til det tyske Sport1.
- Det var en god måde, det sluttede på (at møde den unge tilskuer, red.), men starten var langt fra ideelt for mig, og jeg håber ikke, det gentager sig, at han kommer til at græde - medmindre det er af glæde, siger finnen.
Kimi Raikkonen kørte sammen med Red Bulls Max Verstappen og kom aldrig tilbage på banen igen. Men den unge Ferrari-fan kunne trods alt glæde sig over, at Sebastian Vettel blev nummer to efter Lewis Hamilton.
Italienerne sørgede efter løbet for at få ham en tur i garagen, hvor den finske stjerne kunne glæde ham med en Ferrari-kasket, inden de to fik taget billeder sammen.
Når løbet skydes i gang søndag starter Kimi Raikkonen som nummer fire, én placering efter teamkollega Sebastian Vettel. Lewis Hamilton fra Mercedes starter i pole position.