Formel 1

Tidligere verdensmester advarer Magnussen

Kevin Magnussen skal være forsigtig med at gentage aktioner som den imod Pierre Gasly under grandprixet i Baku, mener finske Mika Häkkinen.

Kevin Magnussen er allerede oppe på 19 point for fem Formel 1-løb i denne sæson efter en imponerende start på sit andet år hos amerikanske Haas.

Ifølge den tidligere dobbelte Formel 1-verdensmester Mika Häkkinen skal danskeren dog allerede til at passe lidt på, da han i det forrige løb i Baku havde en episode med Toro Rosso-køreren Pierre Gasly.

- Jeg synes, at hans aktion mod Pierre Gasly var en stor fejl, og i denne verden skal man ikke gøre den slags ret tit, før man får et dårligt ry, skriver Mika Häkkinen i en klumme hos bettingfirmaet Unibet.

I Aserbajdsjans hovedstad kæmpede Magnussen og Gasly om placeringer bagerst i feltet af de tilbageværende biler, og på et tidspunkt trak danskeren ind for at lukke af for den franske konkurrent.

Med 300 kilometer i timen rørte bilerne hinanden, inden Gasly var tæt på at ryge over i muren langs banen.

Sammenstødet skete med få omgange tilbage af grandprixet. Gasly forsøgte på langsiden at køre forbi danskeren, da løbet blev givet frit efter en periode med safety car. Magnussen forsvarede angrebet ved at trække til venstre og presse Gasly op mod barrieren. Det var den manøvre, som fik Gasly til at udtale sig i kritiske vendinger om Haas-køreren efter løbet.

Glæder sig over Magnussens resultater

- Jeg har kendt Kevin i et stykke tid, og det samme med hans far, Jan, og det er dejligt at se ham lave nogle gode resultater for Haas.

- Det er dog med blandede følelser, for mens jeg mener, at det er vigtigt for en kører at vise sin styrke og sit engagement, må der være en grænse for, hvad man er klar til at gøre i et løb, mener Häkkinen.

Efter løbet var Pierre Gasly så fustreret over Magnussens handling, at han kaldte danskeren for 'den farligste, han nogensinde har kørt mod'.

Kevin Magnussen endte med at få 10 sekunders tidsstraf og to strafpoint for episoden.

De to kørere skal i aktion igen i den kommende weekend, hvor lamperne tændes til Monacos grandprix.