Formel 1

- Det var nok det kedeligste løb nogensinde, siger Alonso

Fernando Alonso er skuffet over den manglende underholdning i søndagens grand prix i Monaco. Et decideret kedeligt løb, mener spanieren.

Monacos grandprix har traditionelt set været lig med dramatik og mindeværdige øjeblikke. 

Men søndagens grandprix i fyrstendømmet er ikke et af dem, der kommer til at optage mange sider i historiebøgerne. Løbet blev afviklet uden bemærkelsesværdig dramatik blandt de forreste og stort set uden overhalinger og uheld.

Jeg mener, det var nok det kedeligste løb, jeg nogensinde har kørt

Fernando Alonso

Og det er ikke godt nok, mener den tidligere verdensmester Fernando Alonso, der selv udgik i slutningen af løbet på grund af problemer med gearkassen. 

- Det var ekstremt kedeligt. Jeg mener, det var nok det kedeligste løb, jeg nogensinde har kørt. Jeg tror, at sporten er nødt til at tænke lidt mere over showet, fordi det her var virkelig skuffende. Det var måske det kedeligste løb nogensinde i Formel 1, siger McLaren-køreren til PlanetF1

Mercedes' Lewis Hamilton var heller ikke begejstret for søndagens løb, hvor han selv kørte sig til en tredjeplads efter løbsvinder Daniel Ricciardo fra Red Bull og Ferraris Sebastian Vettel. 

- Det føltes som det længste løb, jeg nogensinde har kørt. Jeg ser frem til de kommende løb, som forhåbentlig bliver sjovere. Vi cruisede bare rundt efter den sjette omgang. Det var ikke et rigtigt racerløb, siger Lewis Hamilton til motorsportsmediet Crash, hvor han også havde overskud til at rose Ricciardo. 

- Daniel Ricciardo gjorde et fantastisk stykke arbejde i dag. Jeg er virkelig glad på hans vegne, siger briten. 

Lewis Hamilton fører kampen om det individuelle verdensmesterskab foran Sebastian Vettel og søndagens vinder, Daniel Ricciardo. 

Næste løb på kalenderen er det canadiske grandprix, der køres den 10. juni på Circuit Gilles Villeneuve i Montreal.