Formel 1

Haas har smidt for mange point væk, mener teamchef

Günther Steiner er ikke tilfreds med pointhøsten.

Teamchef Günther Steiner håber på flere point i det tyske grandprix på Hockenheim i den kommende weekend.

Kevin Magnussen og Haas har haft en god sæson, hvor især danskeren har høstet mange point til teamet. 

Haas er lige nu nummer fem i konstruktørernes mesterskab, men det er ikke nok for holdets teamchef, Günther Steiner. Han ville gerne have haft endnu flere point på nuværende tidspunkt.

Kampen om fjerdepladsen

Her er stillingen i kontruktørernes mesterskab forud det tyske grandprix.

  • 3. Red Bull – 199 point.
  • 4. Renault – 70 point.
  • 5. Haas – 51 point.
  • 6. Force India - 49 point.
  • 7. McLaren – 48 point.
  • 8. Toro Rosso – 19 point.

- Jeg kunne sige, at det var tilfredsstillende, men det er det ikke. Vi kunne have haft mange flere point, men vi missede dem. Vi er nødt til at være sikre på, at vi ikke bliver ved med at smide point, fordi det er dem, der kan gøre, at vi ikke slutter som nummer fire i konstruktørernes mesterskab, siger han i en pressemeddelelse fra Haas forud for det tyske grandprix på Hockenheim.

- Jeg mener, at med det potentiale, som bilen har vist henover de seneste tre løb, er det muligt, at vi kan slutte som nummer fire i konstruktørernes mesterskab. Om vi kommer til at opnå det eller ej, det er et andet spørgsmål. Jeg vil ikke være arrogant og sige, at vi slutter som nummer fire, fordi det er langt fra givet. Vi kæmper med tre rigtig stærke hold om den position, lyder det fra Steiner med henvisning til Renault, Force India og McLaren.

Få Grosjean-point

Den måske primære grund til, at Haas lige nu er nummer fem i konstruktørernes mesterskab, er Romain Grosjeans dårlige sæson. Franskmanden er udgået af flere løb og har kun scoret 12 point. Resten har Kevin Magnussen stået for.

Vi har potentialet i bilen til at være endnu højere i stillingen

Kevin Magnussen

Grosjean påtager sig da også selv sin del af ansvaret for den dårlige start.

- Vi kan gøre det endnu bedre. Vi kan stadig forbedre os. Hvis du ser på stillingen, ser du, at jeg ikke har mange point i øjeblikket, men vi vil arbejde endnu hårdere for at sikre os, at vi ikke har flere problemer.

Magnussen holder øje med Renault

Selvom det måske er kommet bag på nogen, at Haas i sit bare tredje år i Formel 1 kan kæmpe med så langt fremme i VM-stilling, så slår Kevin Magnussen fast, at holdet fortsat kan gøre det bedre.

- Vi har potentialet i bilen til at være endnu højere i stillingen. Vi skal forsøge at holde denne her placering eller endda forsøge at komme et skridt længere op, lyder det fra Kevin Magnussen, der især ser Renault som den store udfordring lige nu.

- Jeg synes, at Renault har været meget stabile, men vi kan slå dem nogle gange, og det har vi gjort mange gange i år. For det meste er vi på niveau med dem i forhold til fart, så det vil være muligt at blive ved med at kæmpe med dem hele vejen til sæsonens afslutning.