Formel 1

Magnussen sammenligner rival med Neymar

Kevin Magnussen drager paralleller mellem Fernando Alonsos brok i bilen og Neymars skuespil på fodboldbanen efter kontrovers.

Under første træning inden grandprixet på Silverstone var Kevin Magnussen og Fernando Alonso i duel gennem flere sving. De to Formel 1-kørere var nær kørt sammen, inden danskeren trådte speederen i bund og trak fra.

- Magnussen forsøgte at ramme mig to gange. I sving et og tre. Det er meget farlig kørsel. Jeg ved ikke, hvad han tænker på, lød det efterfølgende fra Alonso over teamradioen.

Men den udtalelse har Kevin Magnussen ikke meget tilovers for.

- Han brokker sig meget over radioen, siger han om sin spanske konkurrent ifølge Autosport.

- Vi ser det også i andre sportsgrene. Selv store atleter som Neymar overdriver en smule.

Den brasilianske verdensstjerne blev under det netop overståede verdensmesterskab udskældt for at spille skuespil og smide sig for nemt.

Alonso også utilfreds under løbet

Da, det blev løbsdag på Silverstone-banen, blussede konflikten mellem Fernando Alonso og Kevin Magnussen op på ny.

Spanieren var igen utilfreds med den danske Haas-kører. Han bad derfor løbets officials om at bryde ind og straffe Magnussen, men uden held.

- Der var ingen reaktion. Løbsdirektøren reagerede overhovedet ikke, så det behøver jeg ikke kommentere på, lyder det fra Haas-chef Günther Steiner.

- Han ved, hvilke knapper han skal trykke på, så han forsøgte. Han prøver at få det bedste ud af det for sig selv, men det virkede ikke for to uger siden.

Steiners danske kører endte som nummer ni i det britiske grandprix, mens Alonso blev nummer otte. Og det er ikke helt nok til at stille ham tilfreds.

- Det lykkedes mig at score point, men jeg skulle have fået flere. Generelt skal vi score point mere regelmæssigt med begge biler, mener Kevin Magnussen.

Søndag er der en ny chance for at hente point, når det tyske grandprix løber af stablen.