Formel 1

Force India sagsøgt af egen kører - holdet bad ham om at gøre det

Det er Sergio Perez, der har sagsøgt sit eget hold for at sikre holdets fremtid.

Mexicanske Sergio Perez sørgede fredag for at få sat sit eget hold under administration - men det var for at redde fremtiden.

Fredag blev Formel 1-holdet Force India sat under administration efter en høring i London. 

Årsagen var, at holdet i længere tid har kæmpet med økonomiske problemer og opbygget en større gæld, hvor blandt andre holdets egen kører Segio Perez ifølge mediet Reuters skulle have et beløb svarende til 25 millioner kroner til gode. 

Og det var faktisk Perez selv, der søgte om at få sat sit eget hold under administration. Men der var en god grund. 

- Holdet bad mig om at gøre det, ellers ville det have været virkelig skidt, siger Sergio Perez til BBC

I onsdags forsøgte én af holdets kreditorer at få lukket holdet ved en høring i London, så derfor blev Perez - som selv er en af kreditorerne - bedt om at søge om at få sat holdet i administration i stedet. 

Den afgørelse faldt fredag aften og betyder, at holdet nu kan fortsætte, indtil en ny køber sikrer fremtiden økonomisk. 

- Min intention var at redde jobbet for over 400 holdkammerater. Det var meget svært. Jeg blev bedt om at hjælpe holdet, og den primære årsag var at sikre de mange jobs.

- Det var en meget svær beslutning, fordi jeg er i midten af det hele, men vi er nødt til at se på det større billede i den nære fremtid, siger mexicaneren til BBC. 

Forventede at blive sat under administration

Beslutningen om administration af holdet kommer ikke umiddelbart som nogen stor overraskelse. Fredag sagde teamchef Otmar Szafnauer, at holdet forventede en form for administration.

- Inden for en uge eller to vil vores økonomiske fremtid blive mere klar, og jeg tror på, at den bliver langt sikrere, sagde han til Reuters.

Der er blevet spekuleret i, at milliardæren Lawrence Stroll, der er far til Williams-køreren Lance Stroll, vil investere i Force India-holdet med henblik på at tage sin søn med som kører.

I denne sæson består Force Indias kørerbesætning af Sergio Perez og franske Esteban Ocon, der ligger henholdsvis nummer 10 og 12 i VM-stillingen. Ingen af de to formåede at køre sig til point i søndagens ungarske grandprix.