Formel 1

McLaren tester stortalent og skubber Alonso på sidelinjen

Lando Norris får i weekenden debut i en Formel 1-weekend.

18-årige Lando Norris får på fredag muligheden for at sætte sig bag en Formel 1-racer under en løbsweekend for første gang i karrieren.

Fernando Alonso stopper efter denne sæson i Formel 1, men allerede på fredag må den tidligere verdensmester overlade sin McLaren-racer - i hvert fald for en stund. 

Når det belgiske grandprix i weekenden løber af stablen, må spanieren nemlig se til fra sidelinjen i den første træning, hvor det i stedet er det britiske stortalent Lando Norris, der sætter sig til rette. 

- Denne weekend vil blive første gang, hvor Lando Norris vil køre MCL33 (navnet på McLarens racer, red.) i en løbsweekend. Han overtager Fernando Alonsos bil i den første træning på fredag, siger holdets sportsdirektør, Gil De Ferran, i en pressemeddelelse. 

- Det er ikke kun en del af hans igangværende udvikling, men det er også en evaluering og præstationsudvikling af bilen, siger sportsdirektøren videre.

Den bare 18-årige racerkører har tidligere kørt en McLaren-racer, men det har været ved forskellige tests uden for løbskalenderen. 

Lando Norris vandt sidste år mesterskabet i Formel 3, og i denne sæson er han i skrivende stund nummer to i Formel 2-serien. Briten betegnes som ét af de største talenter i motorsport, og flere medier spekulerer i, at han kan få en plads på McLarens Formel 1-hold allerede fra næste sæson. 

Hvis det skal ske, så bliver det på bekostning af Stoffel Vandoorne, der med begrænset succes har kørt de to seneste sæsoner for McLaren.

Og netop Vandoornes begrænsede succes er årsagen til, at TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther tror på, at Lando Norris i næste sæson får et sæde i Formel 1. 

- Jeg er ikke sikker på, at Stoffel Vandoorne bliver. Lando Norris skal de have ud og køre nu, ellers smutter han. Og sådan tror jeg også, det kommer til at blive. Det er synd for Vandoorne, men han har slet ikke fået det til at fungere og sendt helt til tælling, siger Jens Winther. 

Tidligere på ugen offentliggjorde Fernando Alonso, at han stopper i Formel 1 efter denne sæson. McLaren var hurtige til at finde en afløser, da de få dage senere kunne præsentere spanske Carlos Sainz Jr. 

Der resterer ni løb af sæsonen, og Fernando Alonso har indtil videre hentet 44 point i sæsonen, mens Stoffel Vandoorne kun har scoret 8.