Tilfreds Magnussen var 'super overrasket' over konkurrent

16x9
Kevin Magnussen scorede fire vigtige VM-point i Rusland Foto: Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen mener, at ottendepladsen var det bedste, som han kunne få ud af løbet i Rusland.

Kevin Magnussen måtte arbejde hårdt for sine fire point i det russiske grandprix.

Danskeren startede løbet på femtepladsen, men som forventet kom de to Red Bull-racere hurtigt gennem feltet og overtog deres ’sædvanlige’ placeringer forrest i feltet.

Til gengæld var det overraskende, at Saubers Charles Leclerc fik overhalet Kevin Magnussen allerede på anden omgang.

- Det var super overraskende, at Leclerc kører så hurtigt. Han kører bare op og overhaler mig, lød det fra Magnussen efter løbet.

- Han var meget stærkere. Det virkede bare som om, at han havde sindssygt meget overskud. Jeg havde ikke rigtig nogen chance for at forsvare mig i mod ham på de første par omgange. Det er aldrig fedt, men vi tager, hvad vi kan få, sagde Magnussen omkring Leclercs overhaling.

Charles Leclerc, der i år kører sin første fulde sæson i Formel 1, men det store farttalent har skrevet kontrakt med Ferrari for den kommende sæson.

Ottendepladsen i Rusland betyder dog, at Kevin Magnussen rykker to pladser frem i den samlede VM-stilling. Det var derfor meget vigtige VM-point danskeren hentede i Rusland.

- Jeg tror, at vi fik det ud af det, vi kunne i dag. Force India’erne kunne jeg lige med nød og næppe holde mig bag mig, men Leclerc med den pace han havde, den var svær, lød det fra Kevin Magnussen.

Næste Formel 1 løb bliver kørt d. 7. oktober i Japan.