Formel 1

Kevin Magnussen udgår af Japans grandprix - Grosjean tager point

Kevin Magnussen er ude af Japans grandprix. Ng Han Guan / Ritzau Scanpix

Japans grandprix blev en kort fornøjelse for Kevin Magnussen, som ikke kunne fortsætte efter at være blevet kørt ind i af Charles Leclerc.

Kevin Magnussen udgik som den første kører af Japans grandprix.

Et sammenstød med Charles Leclerc i begyndelsen af anden omgang er skyld i dette. Monegaskereren kørte op i bagenden på Magnussen, som netop havde trukket ind foran ham. Dette betød et punkteret bagdæk. 

Kevin Magnussen forsøgte efter kollisionen at køre i pit, hvilket lykkedes. I forbindelsen med turen i pit røg der dele af hans racer på banen, hvilket endte i en safety car. Et pitstop kunne dog ikke hjælpe Magnussen, som måtte udgå på omgang 9.

Generelt var der en del dramatik i forbindelse med starten, hvor Max Verstappen blev straffet med fem sekunder for at køre ud foran Kimi Räikkönen. 

Sådan forløb grandprixet

Af Ritzau

Briten Lewis Hamilton (Mercedes) er godt på vej mod sit andet Formel 1-mesterskab i træk og det femte i karrieren i alt.

Søndag var Mercedes-køreren suveræn og førte fra start til slut i grandprixet på Suzuka-banen i Japan, hvor Kevin Magnussen udgik tidligt.

Dermed har Hamilton vundet de seneste fire grandprixer, og han har vundet seks ud af de seneste syv. I den samlede stilling scorede briten yderligere 25 point, og han står nu noteret for 331 point.

Det er kun Ferraris Sebastian Vettel, der kan nå at fravriste Hamilton endnu et verdensmesterskab.

Vettel har 264 point, og det er derfor svært at forestille sig, at tyskeren kan indhente Hamiltons føring på sæsonens sidste fire grandprixer. I søndagens løb blev Vettel nummer seks.

Hamilton åbnede løbet fra pole position, og i ubesværet stil udbyggede han føringen til Mercedes-kollega Valtteri Bottas fra første omgang.

Det var kronen på en perfekt Hamilton-weekend i Japan. Briten var hurtigst i alle tre træninger, kvalifikationen og altså i selve løbet.

Valtteri Bottas bevarede andenpladsen, selv om han i løbets sidste fase blev presset hårdt af Red Bull-køreren Max Verstappen.

På det tidspunkt var danskeren Kevin Magnussen (Haas) forlængst udgået.

Magnussen punkterede kort inde på anden omgang efter en kollision med Sauber-køreren Charles Leclerc.

Selv om danskeren fik nye dæk på, måtte han køre tilbage i garagen og blive holdende, inden han havde kørt ti omgange.

Haas-kollega Romain Grosjean viste, at der fortsat er god fart i Haas-raceren. Franskmanden blev nummer otte i Japan og hentede fire point.

Næste Formel 1-grandprix er i amerikanske Austin om to uger.