Formel 1

- Vi har gjort det for nemt for Mercedes, siger Vettel

Ferrari-køreren Sebastian Vettel kritiserer sig selv og sit team for ikke at have ydet nok modstand til Mecedes og Lewis Hamilton.

Både Sebastian Vettel og Lewis Hamilton er hver blevet verdensmester fire gange i Formel 1. Men meget skal gå galt, hvis det ikke bliver Hamilton, der tager sin femte titel, når sæsonen er overstået.

Ferrari-teamet var godt med i kampen om mesterskabet i starten af året, men på det seneste har det knebet med for alvor at udfordre Lewis Hamilton og Mercedes.

Senest eksemplificeret ved Japans grandprix i weekenden, hvor holdet valgte de forkerte dæk i kvalifikationen, og Vettel kørte sammen med Max Verstappen i løbet.

- Der er stadig en chance (for at blive verdensmester red.), men i de seneste løb har vi gjort det for nemt for Mercedes. Men kredit til dem, de har gjort det godt.

- Vi er nødt til at kigge på os selv og gøre det bedre ved de næste løb, og så må vi se. Det hjalp helt sikkert ikke, at vi endte som sekser, og de vandt, siger Sebastian Vettel om weekendens løb ifølge planetf1.

Med resultatet fra det japanske grandprix i weekenden fører Lewis Hamilton med 67 point ned til Sebastian Vettel i den samlede VM-stilling. Briten kan blive verdensmester ved det næste grandprix, hvis det lykkes ham at score otte point mere end Vettel.

Næste løb køres 21. oktober, hvor Austin i Texas lægger asfalt til det amerikanske grandprix.