Den store Formel 1-kabale tæt på at gå op – kørere har kniven for struben
Williams, Torro Rosso og Force India er blandt holdene, der fortsat har sæder ledige til den kommende Formel 1-sæson.
Der er panik før lukketid i Formel 1.
Fredag sikrede den 20-årige brite George Russell sig et sæde hos Williams-teamet. Dermed blev det seneste kort lagt i Formel 1-kabalen, hvor de 20 sæder til næste sæson skal besættes.
Et af spørgsmålene er nu, hvem der skal have det andet sæde hos det traditionsrige team.
Williams-ledelsen er i øjeblikket i gang med at få deres egen kabale til at gå op, og der er flere kørere i spil til den ene plads, de har tilbage.
Williams-chefen, Claire Williams, fortæller, at Esteban Ocon, der kører for Force India i denne sæson, er blandt de få navne, der er tilbage på listen.
- Vi vurderer og arbejder stadig på det. Det er en meget kort liste. Vi er glad for de kørere, som vi har set, og det kommer ikke til at tage os lang tid at tage den endelige beslutning. Selvfølgelig er Esteban også iblandt. Det ville være skørt ikke at se på ham, siger Claire Williams til SkySports.
Esteban Ocon kommer dog til at kæmpe med Sergey Sirotkin, der kører på holdet i denne sæson, samt Robert Kubica, der er reservekører.
Sirotkin har haft problemer med at skaffe point i år, da han kun har formået at hente ét. Lance Stroll, der kører på holdet i år, men forventes at skifte til Force India, har skaffet seks point.
Derudover florerer disse rygter lige nu i Formel 1-sporten:
- Ifølge Formel 1-mediet wheels24.co.za rygtes Red Bull-juniorkøreren Dan Ticktum til det ledige sæde hos Torro Rosso, imens Stoffel Vandoorne også er blevet nævnt i den sammenhæng. Mandag kom det frem, at Vandoorne fortsætter i Formel E.
- Lance Strolls far, Lawrence Stroll, har købt Force India, og dermed forventes det, at Stroll Jr. er sikret et sæde.
- Esteban Ocon har tidligere nævnt, at Sergio Perez får det andet sæde hos Force India.
Kevin Magnussen er ikke en af dem, der skal kæmpe om et sæde. I slutningen af september offentliggjorde danskeren, at han har underskrevet en ny aftale. Haas meldte kun ud, at Kevin Magnussen og Romain Grosjean fortsætter som teamets kørere næste år, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der for danskerens vedkommende tale om en toårig kontrakt med en option på et tredje år.
George Russell har i år kørt Formel 2 og har været testkører hos Force India-teamet. Han fik allerede beskeden i forbindelse med Formel 1-grandprixet i Rusland i slutningen af september, men Williams har altså hemmeligholdt det indtil fredag.
Du kan se et overblik over den store Formel 1-kabale herunder.